Nyheder
Randrusianere kan nu nominere deres favorit til Arkitekturprisen 2025
Borgere opfordres til at indstille bygninger, renoveringer og byrum med særlig arkitektonisk kvalitet
Frem til den 8. august 2025 kan borgere, foreninger og fagfolk indstille kandidater til Randers Kommunes Arkitekturpris. Prisen gives til arkitektoniske projekter, der bidrager positivt til hverdagslivet og forskønner lokalområdet.
Hæder til både stort og småt
Randers Kommune opfordrer nu alle til at komme med forslag til projekter, der fortjener en særlig anerkendelse for deres arkitektoniske kvalitet. Det kan være alt fra større nybyggerier og restaureringer til små, men velfungerende løsninger i det offentlige rum.
“Gode arkitektoniske løsninger har stor betydning for vores hverdag og skaber identitet, trivsel og stolthed. Derfor er det vigtigt, at vi anerkender de mennesker og aktører, der gør en særlig indsats for at løfte kvaliteten i vores bygninger og byrum,” siger Claus Berggren, formand for Erhvervs- og planudvalget i Randers Kommune.
Læs også:
Alle kan være med
Det er ikke kun fagfolk, der kan sende forslag ind – alle borgere kan deltage.
“Man behøver ikke være fagperson for at indstille et projekt – det kan være det hyggelige torv, man passerer hver dag, en flot renovering på vej til arbejde eller en bolig, man selv har fået opført. Alle kan være med til at pege på det, der gør vores omgivelser lidt bedre,” siger Claus Berggren.
Festlig prisoverrækkelse i oktober
De nominerede projekter bliver vurderet af en fagdommerkomité, som består af:
- Julian Weyer, arkitekt og partner ved C.F. Møller Architects
- Tom Nielsen, professor, ph.d. og arkitekt ved Arkitektskolen Aarhus
- Simon Ostenfeld Pedersen, planchef
- Anders Henrik Jensen og Karen Lagoni, medlemmer af Erhvervs- og planudvalget
- Birgit Veje Søndergaard, formand for Bevaringsudvalget
Vinderen afsløres på Arkitekturens Dag mandag den 6. oktober 2025 kl. 16.30 i Kulturhuset i Randers. I forbindelse med prisuddelingen holder Tom Nielsen også et oplæg om arkitekturens rolle i byudvikling.
En del af en større indsats
Arkitekturprisen 2025 er en del af Randers Kommunes strategi for at fremme dialogen om kvalitet i byggeri og byrum. Den ny arkitekturpolitik, som trådte i kraft i januar i år, har særligt fokus på stedbundne løsninger og gode rammer for hverdagslivet.
Sådan nominerer du
Har du et bud på et projekt, der bør anerkendes? Så kan du sende din indstilling senest fredag den 8. august 2025 via www.randers.dk/arkitekturpris25. På hjemmesiden kan du også læse mere om tidligere prisvindere og nomineringskriterier.
Læs også: