Kultur
Randers Sportsdykkerklub lancerer dykning som klubsport for børn
Tilbuddet fra Randers Sportsdykker Klub (RSK) er rettet til børn i alderen 10-14 år.
Som noget helt unikt tilbyder klubben dykkerundervisning for børn, og holdstart er allerede tirsdag den 8. oktober 2024.
I vinterhalvåret vil træningen foregå indendørs i svømmehallen på Tirsdalens Skole hver tirsdag fra kl. 18-20. Når sommeren melder sin ankomst, rykker træningen ud i naturen, og børnene vil kunne opleve at dykke i havet. Derudover afholder RSK hvert år en spændende Juniordykkerlejr i sommerferien i samarbejde med forældrene. Lejren finder sted i Nationalpark Mols Bjerge, hvor de unge dykkere får mulighed for at udforske og lære i naturskønne omgivelser.
Dykning som makkersport og et stærkt fællesskab
Dykning er en makkersport, og derfor vil børnene altid have en makker ved deres side, både for at sikre tryghed og samarbejde under vandet. RSK har deres eget team af engagerede, frivillige CMAS-certificerede juniorinstruktører, der står klar til at tage imod de nye dykkere og lære dem alt om sporten.
Uddannelsen til CMAS Juniordykker er tilrettelagt, så børnene hvert år kan stige i niveau. På hvert trin lærer de lidt mere og får lov til at dykke en smule dybere, alt sammen under nøje opsyn af erfarne instruktører. Som juniordykker vil man få indblik i dykkerudstyr og dets anvendelse, samt lære om sikkerhed, redning og førstehjælp. Desuden får børnene mulighed for at komme ud på havet i en speedbåd og lære om havmiljø, marinbiologi, marinarkæologi og fysik – alt sammen på en sjov og lærerig måde.
En sport for børn med eventyrlyst
Dette nye tilbud fra Randers Sportsdykkerklub henvender sig til børn, der er nysgerrige på livet under havoverfladen og søger en spændende sportsgren, der både udfordrer og udvikler. Med et stærkt fokus på sikkerhed, fællesskab og læring er dykning for børn en oplevelse, som vil give minder for livet.
Vil du vide mere om det nye juniordykkerhold og tilmeldingsmuligheder, kan du kontakte Randers Sportsdykkerklub og høre nærmere.
LÆS OGSÅ: Inspirerende video sætter fokus på Lokaldysten 2024 i Randers Kommune