Uddannelse

Randers ruller den røde løber ud for nye studerende – Bydes velkommen med kultur, goodiebags og fredagscafé

Studie-kickoff samler op mod 300 unge til stjerneløb, musik og fredagscafé på Underværket

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 3. september 2025

Fredag den 5. september bliver Underværket i Randers centrum for fest og fællesskab, når op mod 300 nye studerende fra VIA University College og Erhvervsakademi Dania officielt bydes velkommen til byen.

Studiestarten handler ikke kun om bøger og skemaer, men også om at falde til i en ny by. Derfor inviterer Randers Kommune i samarbejde med de to uddannelsesinstitutioner til Studie-kickoff med aktiviteter, musik og socialt samvær.

“Det er en stor glæde at byde de nye studerende velkommen til Randers Kommune. Vi vil gerne vise, at vi er en studieby med stærke fællesskaber og masser af muligheder for kultur, fritid og oplevelser. Studie-kickoff er et godt eksempel på, hvordan byen står sammen om at give de studerende en god start på studielivet,” siger borgmester Torben Hansen.

Stjerneløb gennem byens kulturtilbud

Dagen indledes klokken 13 med et stort stjerneløb, arrangeret af eventholdet på Erhvervsakademi Dania. De studerende inddeles i hold på tværs af studieretninger som psykomotorik, bygningskonstruktion, pædagogik og sygepleje.

På ruten gennem midtbyen venter poster med sjove og udfordrende aktiviteter, tilrettelagt af lokale aktører som Randers Bibliotek, Randers Kunstmuseum, No. 17 og Museum Østjylland. Opgaverne kræver både samarbejde og kreativitet – samtidig får de nye studerende et første møde med byens kultur- og fritidstilbud.

“En god studiestart handler ikke kun om undervisning, men også om at møde sine medstuderende og blive en del af et fællesskab. Stjerneløbet er en sjov måde at lære hinanden og byen at kende, og det er netop den slags oplevelser, der hjælper de studerende med at falde til i deres nye omgivelser,” siger Pia Moldt, campusleder hos VIA University College i Randers.

Frivillige og lokale aktører bakker op

Studiekickoff er arrangeret i samarbejde mellem Randers Kommune, VIA University College og Erhvervsakademi Dania – men det brede lokale engagement er afgørende.

Frivillige fra ReThinkers har blandt andet pakket flere hundrede goodiebags til de nye studerende. Poserne indeholder billetter, rabatter og inspiration fra 16 forskellige kultur-, sports- og fritidsaktører i Randers.

Her kan de studerende blandt andet finde tilbud fra:

  • Arena Randers
  • GAIA
  • Hotel Randers
  • Kultur & Fritid
  • Memphis Mansion
  • Operaen Randers
  • Randers Bibliotek
  • Randers FC
  • Randers Kammerorkester
  • Randers Kunstmuseum
  • Randers Regnskov
  • Randers Storcenter
  • Randers Teater
  • Randers Kommune
  • Underværket
  • Værket
  • Water & Wellness

Fredagscafé og livemusik for alle studerende

Efter stjerneløbet samles deltagerne på Underværket til fredagscafé fra klokken 15.30 med livemusik og mulighed for at møde både nye og gamle studerende.

Fredagscaféen er åben for alle studerende i Randers – ikke kun de nye.

Praktisk information

  • Hvornår: Fredag den 5. september kl. 12.00–18.00
  • Hvor: Underværket, Stemannsgade 9C, Randers
  • Hvem: For nye studerende fra VIA University College og Erhvervsakademi Dania. Fredagscaféen fra kl. 15.30 er åben for alle studerende.