Nyheder
Randers Kommune sætter standarden for trafiksikkerhed
Randers Kommune er blevet kåret som regional vinder i Kommunernes Skoletrafiktest 2024. Kommunen skiller sig ud med en stærk indsats for at styrke trafikundervisningen og trafiksikkerheden i skolerne, hvilket gør eleverne mere bevidste og sikre i trafikken.
Randers Kommune skiller sig ud med en markant forbedring i årets Skoletrafiktest. Med en score på 818 point har kommunen opnået en førerposition blandt regionens kommuner. Denne succes skyldes en målrettet indsats for at styrke trafikundervisningen i skolerne. En central del af forbedringen har været ansættelsen af færdselskontaktlærere på samtlige skoler. Derudover har 76% af skolerne nu en skriftlig trafikpolitik, hvilket er betydeligt højere end det nationale gennemsnit på 51%.
“At Randers Kommune er kåret som regional vinder viser, at vi kan skabe stærke resultater, når vi arbejder målrettet sammen om vigtige indsatser. Trafiksikkerhed handler om at sikre vores børn en tryg hverdag, og jeg er stolt over, at vi har sat barren højt for skolerne i hele kommunen”, siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.
Brede initiativer for eleverne
Randers Kommunes arbejde med trafiksikkerhed dækker flere aspekter. Seks ud af ti skoler tilbyder nu undervisning i risikofaktorer og trafikal adfærd, specielt for udskolingselever. Dette har gjort det muligt for skolerne at gå ud over det sædvanlige og sikre, at eleverne bliver opmærksomme på deres rolle i trafikken. Initiativer som gåprøver og cyklistprøver har også bidraget til kommunens succesfulde resultater.
“Færdselskontaktlærer har gjort et fantastisk stykke arbejde med at integrere trafiksikkerhed i undervisningen, og de har gjort en stor indsats, for at vi kan nå til det her flotte resultat. Det er virkelig en fornøjelse at se, hvordan lærerne engagerer eleverne og gør dem mere bevidste om deres rolle i trafikken”, siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.
Det målrettet arbejde har vist en markant fremgang. Fra 514 point sidste år til 818 point er der sket en tydelig udvikling for skolernes trafikindsats.
Fremtidige ambitioner
Mens Randers Kommune fejrer deres topplacering, er blikket allerede rettet mod fremtiden. Kommunen planlægger at fortsætte med at engagere endnu flere skoler i udarbejdelse af trafikpolitikker og udvikling af trafikundervisningen på tværs af klassetrin. Disse initiativer vil ikke blot styrke den nuværende position, men også fortsætte arbejdet hen imod at sikre, at børn og unge kan færdes sikkert i trafikken.
Om Kommunernes Skoletrafiktest
Hvert år undersøger Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Epinion, hvor meget kommuner og skoler prioriterer arbejdet med at gøre kommunernes børn og unge mere sikre i trafikken. Undersøgelsen sætter bl.a. fokus på, hvor mange elever, der får undervisning i trafiksikkerhed, og hvad kommunen gør for at understøtte området.
Kommunerne kan få fra 0 til 1.000 point i undersøgelsen, og får desuden tilsendt individuelle anbefalinger til, hvad kommunen kan gøre bedre.
På www.sikkertrafik.dk/trafiktest kan man se, hvordan alle landets kommuner har klaret sig i den årlige test.