Nyheder

Randers Kommune reagerer på nye trusler: Plejecentre og botilbud skal sikres mod afbrydelser i strøm, vand og forsyning – Skal kunne klare sig selv i 72 timer ved krise

Et enigt byråd i Randers har besluttet at opgradere kommunens beredskab. Beslutningen kommer som reaktion på en ny national risikovurdering, der peger på øget sårbarhed i samfundet – blandt andet som følge af cyberangreb, klimaforandringer og forsyningsproblemer.

Randers Kommune reagerer på nye trusler: Plejecentre og botilbud skal sikres mod afbrydelser i strøm, vand og forsyning – Skal kunne klare sig selv i 72 timer ved krise
Foto: Randers Kommune
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 25. juni 2025

Selvom Danmark og Randers Kommune er et trygt samfund – så er sårbarheden i krisesituationer steget. Det fremgår af den nationale risikovurdering fra april, som peger på trusler såsom cyberangreb, klimaforandringer og forstyrrelser i forsyningskæder.

På den baggrund vil Randers Kommune styrke sit tredøgnsberedskab, der skal sikre basal drift med mad, varme, strøm, medicin og kommunikation i op til tre døgn – i kommunens institutioner på tværs af omsorgs-, børne- og socialområdet. Følgende områder skal dækkes af beredskabet:

  • Kommunikation
  • Kørsel
  • Brugsvand
  • Mad og drikkevand
  • Strøm
  • Varme
  • Medicin, hygiejneartikler og værnemidler

Fælles plan og koordination på tværs

Randers Kommune har nedsat en arbejdsgruppe, der skal sikre at tredøgnsberedskabet planlægges og styrkes på tværs af social-, børne- og omsorgsområdet.

Målet er ikke at fastholde normal drift, men at kunne opretholde samfundskritiske og livsnødvendige funktioner i tilfælde af krisesituationer.