Natur

Randers Kommune afslutter sagen om indkapslet forurening – ingen lokal oprensning planlagt

Et nedgravet betonkar med PFAS-forurenet jord og slam fra den tidligere virksomhed Nordic Waste er blevet dækket af et jordskred og vurderes nu at skulle håndteres af Region Midtjylland. Randers Kommune har besluttet ikke at foretage yderligere undersøgelser eller oprensning. Skal behandles af Økonomiudvalget efter Påske.

Randers Kommune afslutter sagen om indkapslet forurening – ingen lokal oprensning planlagt
Foto: Randers Kommune
Af Dinny Eriksen 20. april 2025

Et nedgravet betonkar med PFAS-forurenet jord og slam fra den tidligere virksomhed Nordic Waste er blevet dækket af et jordskred og vurderes nu at skulle håndteres af Region Midtjylland. Randers Kommune har besluttet ikke at foretage yderligere undersøgelser eller oprensning.

Ingen akut forurening – sagen overgår til regionen

Et betonkar med indkapslet PFAS-forurening, som blev etableret ulovligt af virksomheden Nordic Waste i 2021, er i dag dækket af cirka 9,5 meter jord som følge af det store jordskred ved Ølst. Randers Kommune har vurderet, at der ikke er akut fare for forurening af Alling Å, og betonkarret indgår derfor ikke i den aktuelle afværgeindsats.

Miljø- og teknikudvalget indstillede den 1. april 2025 til byrådet, at sagen overdrages til Region Midtjylland, og at kommunen ikke foretager yderligere undersøgelser. Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at regionen skal være opmærksom på, at betonkarret muligvis ikke er tæt i bunden.

Tre måneders fængsel for vanrøgt af kvæg på statslige arealer ved Ebeltoft

Læs også: Tre måneders fængsel for vanrøgt af kvæg på statslige arealer ved Ebeltoft

Ingen lovhjemmel til kommunal oprensning

Da både Nordic Waste og deres samarbejdspartner DSH Recycling A/S er gået konkurs, har Randers Kommune ingen mulighed for at pålægge dem at fjerne eller undersøge betonkarret. Ifølge kommunens forvaltning er der hverken hjemmel i Miljø- og Naturlovgivningen eller i Kommunalfuldmagten til, at kommunen selv kan håndtere det.

”Det er forvaltningens vurdering, at hverken Miljø- og Naturlovgivningen eller Kommunalfuldmagten giver hjemmel til, at byrådet lovligt kan fjerne betonkarret og afholde udgifterne til håndteringen af PFAS-jordslammet,” lyder det i sagsfremstillingen.

Ustabil jord forhindrer adgang

Betonkarret vurderes at ligge cirka 9,5 meter under det nuværende terræn, dækket af ustabil skredjord. Forvaltningen advarer om, at en udgravning kan sætte jordmasserne yderligere i bevægelse.

Hvis betonkarret på et senere tidspunkt skal undersøges, skal der anlægges en midlertidig kørevej og bruges specialudstyr til at bore ned gennem betonen og udtage prøver. Skadesstedet har vurderet, at en sådan undersøgelse vil koste omkring 125.000 kr.

Regionen forventes at overtage ansvaret

Da sagen nu ikke kan føres videre af kommunen, overgår ansvaret for eventuel fremtidig kortlægning og indsats til Region Midtjylland. Regionen har i et høringssvar oplyst, at de afventer relevante data, før de tager stilling.

”Region Midtjylland har ingen bemærkninger til afgørelsen om ikke at meddele påbud og afventer relevante oplysninger for at kunne tage stilling til kortlægningsbehovet og hermed også eventuel offentlig indsats,” fremgår det af regionens svar til kommunen.

Ingen midler i kommunens budget

Da håndteringen af PFAS-betonkarret ikke er en del af afværgeindsatsen, er der heller ikke afsat midler til dette i kommunens nuværende budget.

Kommunen har i februar 2025 sendt udkast til afgørelse om ikke at pålægge undersøgelses- eller oprensningspligt til det konkursramte kuratel, som administrerer Nordic Wastes tidligere arealer. Denne afgørelse omfatter både PFAS-betonkarret og andre typer forurening, som er efterladt på området.

Læs mere: Randers Kommune

Forsikringsselskab har i dag sendt 5000 sms´er ud – advarer kunder om voldsomt vejr

Læs også: Forsikringsselskab har i dag sendt 5000 sms´er ud – advarer kunder om voldsomt vejr

Lastbil i brand: Kraftig røgudvikling og lange køer – trafikanter bedes være tålmodige

Læs også: Lastbil i brand: Kraftig røgudvikling og lange køer – trafikanter bedes være tålmodige

Tilmeld dig vores nyhedsbrev