På hylderne i Randers Kommunes køkkener er nu over 60% af varerne økologiske. Det er en stigning fra 51% i januar til 63% i august 2024. Denne ændring bringer kommunen tættere på målet om, at 75% af alle offentlige indkøb skal være økologiske, miljømærkede eller genbrugte senest i 2030.
“Vi har afgrænset sortimentet. Særligt i de store basiskategorier såsom mejeri, kornprodukter og frisk frugt er langt størstedelen af varerne i dag økologiske – køkkenpersonalet har blandt andet ikke mulighed for at købe konventionel mælk i vores indkøbssystem længere,” udtaler vicekommunaldirektør Lars Sønderby.
Nye råvarer, nye udfordringer
Køkkenpersonalet arbejder nu med en større andel økologiske varer, hvilket stiller højere krav til madlavningen. Mange økologiske produkter kræver mere forarbejdning, hvilket øger kvaliteten af den mad, der serveres.
“Det gør, at vi laver flere ting fra bunden, fordi det er nødvendigt, når vi arbejder med de lækre økologiske råvarer. Det er klart, at det stiller højere krav til os i køkkenerne, men det giver også en bedre kvalitet i den mad, vi serverer for borgerne, og øger vores faglige stolthed,” siger Dorthe Henriksen, ernæringsleder i Randers Kommunes køkkener i område nord.
Stort udvalg til lavere priser
Med over 3200 forskellige varer, hvoraf en stor andel er økologiske, kan kommunens køkkener lave varierede og sunde måltider. Priserne på nogle varer er faldet takket være aftalen, der fokuserer på de mest anvendte produkter som kornprodukter og frisk frugt.
“Vi har formået at lave en indkøbsaftale, hvor vi kan købe mere økologi til en lavere pris. Det skyldes blandt andet, at vi er blevet skarpere på, hvilke produkter vi gerne vil have i vores køkkener. På den måde kan leverandørerne sikre de økologiske varer, vi bruger mest af, til en lavere pris. Og så synes jeg særligt godt om, at ingen varer købt via køkkenernes indkøbsaftale er fragtet med fly til landet,” siger Lars Sønderby.
Denne øgede fokus på økologi i Randers Kommunes køkkener viser en betydelig indsats for bæredygtighed og kvalitet i de offentlige måltider.
LÆS OGSÅ: Tænker du over sukkerbomberne i dine børns madpakker?