Sport
Randers FC og Nordtribunen genoptager samarbejdet – stemningen vender tilbage
Efter god dialog mellem Nordtribunen og Randers FC – fans kan trygt møde op igen og nyde den gode stemning.
En delvis boykot af stemningen på Randers FC’s kampe er ophævet: Efter konstruktiv dialog mellem Nordtribunen, klubben og SLO er man blevet enige om en fælles linje, og Nordtribunen vender tilbage med maksimal opbakning allerede senest til kampen mod Fredericia på søndag.
Nordtribunen føler sig hørt
Martin Randa, formand for Nordtribunen, forklarer baggrunden og løsningen:
“For Nordtribunen har det hele tiden været vigtigt at sikre, at alle kan komme på stadion uden at være nervøse for at få tildelt karantæner. Vi har derfor forsøgt at få præciseret de ændringer og stramninger, som klubben har lavet. Dette har vi nu fået uddybet gennem en god dialog med klubben og der er nu fuld forståelse for, hvordan stramninger for uacceptabel tilskueradfærd foreligger, og man skal derfor ikke være nervøs for at komme på stadion. Det har været vigtigt for os at få talt om friheden for fans, tolkninger af reglementet samt vores samarbejde. Det er vores opfattelse, at klubben har lyttet til vores bekymringer. Derfor har vi også trukket en streg i sandet, og nu glæder vi os til at genoptage stemningen fra på søndag.”
Læs også:
Klubben ønsker tryghed og retfærdighed
Hos Randers FC får man takket være dialogen skabt ro og klarhed:
“I Randers FC ønsker vi, at det skal være trygt at komme til fodbold. Vi ønsker hverken at uddele kollektive straffe eller at ramme uskyldige, men derimod at udelukke de personer, som sætter sig over fællesskabet og klubben ved bl.a. at affyre pyroteknik i forbindelse med vores kampe. Vi har haft en god dialog med Nordtribunen, der har bedt os om at uddybe særlige punkter yderligere. Det har vi gjort ved at give konkrete eksempler på, hvornår man bliver – og hvornår man ikke bliver – straffet.
De privilegier som Nordtribunen har haft tidligere, vil naturligvis blive tildelt igen. Vi er naturligvis også glade for, at Nordtribunen igen vil bakke spillerne og klubben op.”
Udtalelsen stammer fra fodbolddirektør Søren Pedersen.
SLO som brobygger
Supporter Liaison Officer Sylvester Hansen lagde vægt på brobygning og engagement i dialogen:
“Som SLO har det været vigtigt for mig at komme helt ind til sagens kerne for Nordtribunen, for derefter at kunne skabe en bro og et fællesskab mellem klubbens ledelse og Nordtribunens ledelse. Gennem dialog har vi uddybet de punkter, som Nordtribunen ønskede belyst. Jeg er glad for, at begge parter har været samarbejdsvillige i denne proces, og jeg ser nu frem til at kunne udvikle fanmiljøet omkring Randers FC, hvor vi allerede har flere spændende tiltag på vej.”
Kampstemning vender tilbage på søndag
Nordtribunen glæder sig til at vise sin kraft på tribunerne igen:
“Nu glæder vi os til at komme til Fredericia på søndag for at bakke holdet op i jagten på tre point! Vi håber at se mange medrejsende fans, når vi spiller kl. 14.00 på Monjasa Park i Fredericia.”
Fakta-boks om sagen
- Hvad er baggrunden?
Nordtribunen varslede stemningsboykot til kampen mod Brøndby efter Randers FC skærpede reglerne for tilskueradfærd – herunder mulighed for kollektive straffe påvirket af pyroteknik og tidligere bøder.
- Konsekvens for Nordtribunen:
Ophævet samarbejde betød fratagelse af rettigheder som – brug af klublogo, merchandise-salg, adgang til tifo- og fanfaciliteter.
- Løsning:
Efter dialog mellem Nordtribunen, Randers FC og SLO er man blevet enige om klare rammer og forståelse, og de tidligere privilegier genoptages.
- Første kamp med stemning:
Søndag den 24. august kl. 14.00 mod Fredericia på Monjasa Park – Nordtribunen opfordrer fans til at tage med og støtte.
Tidligere: Randers FC stopper samarbejdet med Nordtribunen efter varslet boykot af stemningen på søndag
Læs også: