Sport
Randers FC forlænger tøjaftale: PUMA bliver på brystet til 2029
Trøjesponsor gennem ti år tager endnu fire år med kronjyderne
Randers FC og PUMA sætter nu endnu et solidt punktum i deres samarbejde. Den tyske sportsgigant har været klubbens trofaste trøjesponsor siden 2015 – og nu er aftalen forlænget helt frem til sommeren 2029.
Dermed fortsætter klubbens længste og mest stabile tøjsamarbejde, som næste år kan fejres med et 10-års jubilæum.
En rekordstor aftale
Aftalen omfatter fortsat alt kamp-, trænings- og rejsetøj til både Superligatruppen og ungdomsholdene. Ifølge Randers FC er der tale om den største tøjaftale i klubbens historie.
Jesper Hansen, drift- og udviklingschef i Randers FC, glæder sig over, at samarbejdet nu kan fortsætte i flere år:
“Samarbejdet mellem Randers FC og PUMA bygger på et tæt samarbejde både formelt og uformelt, hvor der er fokus på performance og udvikling samt at løse dagligdagens små udfordringer. Med den gode personlige kemi der er mellem PUMAS repræsenter og personalet i Randers FC både sportslige og administrativt, og med deres globale brand og lokale tilstedeværelse har PUMA været en ideel partner for klubben – både på og uden for banen. Og så kan vi også glæde os over den største tøjaftale i klubbens historie,” siger han.
Læs også:
PUMA: Randers FC er et naturligt match
Også hos PUMA er der tilfredshed med aftalen. Teamsales Manager Sten Larsen fremhæver klubbens værdier og stærke lokale identitet:
“Vi har været en del af Randers FC i mange år, og det skyldes ikke mindst, at klubben arbejder ud fra værdier, som vi kan spejle os i. Samtidig er vi stolte over at være med både på og uden for banen med en klub, der gennem længere tid har leveret stærke præstationer i 3F Superligaen samt også være en markant medspiller i lokalsamfundet. Derfor var det helt naturligt for os at forlænge samarbejdet.”
Klar til næste kapitel
Forlængelsen markerer starten på et nyt kapitel i et partnerskab, der ifølge begge parter bygger på både tillid, udvikling og gensidig respekt.
Randers FC og PUMA ser frem til at fortsætte rejsen sammen – på og uden for grønsværen – helt frem mod 2029.
Læs også: