Sport

Randers Cimbria vandt vildt drama efter to overtider

En 12-points føring forsvandt i de sidste minutter, men efter hele to overtidsperioder kunne Randers Cimbria rejse hjem fra Værløse med en sejr på 89-85.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 27. september 2026

Der skulle 50 minutters basketball til, før Randers Cimbria søndag eftermiddag kunne juble over sæsonens anden sejr.

Udekampen mod Værløse udviklede sig til et stort drama, hvor Randers undervejs førte med 14 point og lignede et hold på sikker kurs mod sejren. Hjemmeholdet kæmpede sig imidlertid tilbage, og først efter to overtidsperioder kunne Cimbria lukke kampen med en sejr på 89-85.

Dibaji Walker blev en af de helt store profiler for Randers med 27 point, seks rebounds og to steals.

Randers vendte kampen før pausen

Det var Værløse, der kom bedst fra start. Hjemmeholdet bragte sig foran 23-13 efter blandt andet godt spil fra Hannibal Offenberg og en række straffekast fra Karl Boje Forman.

Fra tredje minut af anden periode begyndte Randers Cimbria dog for alvor at få fat.

Morten Bülow, Dibaji Walker og Kaden Sand stod for scoringer, inden Sharif Barfi med fem minutter tilbage af første halvleg ramte en trepointsscoring til 26-26.

Barfi ramte senere endnu en tre’er, som var med til at sende Randers foran 34-30. Værløse svarede tilbage, og holdene gik til pause ved stillingen 36-36.

Eksplosiv Randers-start efter pausen

Cimbria kom flyvende ud til anden halvleg.

På mindre end tre minutter leverede Randers en 16-2-stime. Walker stod i perioden for to layups og to trepointsscoringer samt en offensiv rebound, mens både Kaden Sand og Sharif Barfi ramte udefra.

Pludselig var stillingen ændret fra 36-36 til 52-38 i Randers’ favør.

Føringen lå i resten af tredje periode omkring 11 til 14 point, men Værløse nægtede at give op.

Tidligt i fjerde periode scorede hjemmeholdet tre gange i træk. To tre’ere fra Offenberg var med til at reducere Randers’ føring til 63-58.

12-points føring forsvandt

Randers fik igen skabt afstand. Med scoringer fra Walker og Sand – heriblandt et stort dunk fra Kaden Sand – førte Cimbria 72-60 med fire minutter tilbage.

Men så begyndte Værløses comeback.

Offenberg satte et par scoringer, den tidligere Cimbria-spiller Gustav Rønneberg fulgte op, og hjemmeholdet fik kontakt.

Med blot tre sekunder tilbage ramte Offenberg en tre’er til 73-73. Han blev samtidig fejlet og fik dermed mulighed for at afgøre kampen fra straffekastlinjen.

Straffekastet blev misset, og dermed ventede fem minutters overtid.

Første overtid gav endnu mere drama

Morten Bülow stod for Randers’ første scoring i overtiden, hvorefter holdene fulgtes tæt.

Med 13 sekunder tilbage blev Dibaji Walker fejlet på vej mod kurven. Han satte begge straffekast og bragte Randers foran 80-77.

Værløse missede derefter et skud, og Cimbria fik rebounden. Adama Darboe forsøgte at spille tiden ud med en lang aflevering, men hjemmeholdet fik fingrene på bolden.

I kampen om bolden blev Sharif Barfi dømt for en usportslig fejl med halvandet sekund tilbage.

Aleksa Veljic ramte det ene af to straffekast, og Værløse fik efterfølgende spillet Rønneholt fri til et layup. Dermed var der igen balance, og kampen skulle ud i yderligere fem minutters overtid.

Randers mistede flere spillere

Cimbria var på det tidspunkt allerede uden Sharif Barfi og Kaden Sand, der begge var fejlet ud.

Kort efter måtte også Morten Bülow forlade banen med en skade efter et sammenstød med Karl Boje Formann. Sammenstødet blev takseret til en usportslig fejl.

Formann missede begge straffekast, men kort efter kom Offenberg på linjen og sendte Værløse foran 83-82.

Det blev endnu vanskeligere for Randers, da Dibaji Walker fik sin femte fejl og dermed også måtte forlade banen.

Walker sluttede kampen med 27 point, seks rebounds og to steals.

Darboe tog ansvar i afgørelsen

Med halvandet minut tilbage af den anden overtid førte Værløse 85-84.

Så tog Adama Darboe over.

Med 1.18 tilbage blev han fejlet og satte begge straffekast til en Randers-føring på 86-85.

Darboe tog derefter den defensive rebound på Værløses næste to skudforsøg, og med 12 sekunder tilbage blev han igen sendt på straffekastlinjen.

Også denne gang ramte han begge forsøg og øgede føringen til 88-85.

Hannibal Offenberg missede efterfølgende en tre’er for Værløse. Kuluel Mading sikrede rebounden med fire sekunder tilbage, og da hjemmeholdet var tvunget til at fejle, kunne Mading sætte det sidste punktum med et straffekast.

Slutresultatet blev dermed 89-85 til Randers Cimbria.

To sejre i tre kampe

Sejren betyder, at Randers Cimbria har vundet to af sine første tre kampe i den nye sæson.

Næste opgave bliver på hjemmebane, hvor Bears Academy kommer på besøg. Kampen spilles i forbindelse med Lyserød Lørdag, hvor Randers Cimbria sætter fokus på Kræftens Bekæmpelses indsamling.