Kultur
Randers Bibliotek inviterer på litterære naturoplevelser
Poesi, lommelygtesang, litteraturvandringer og et møde med Moseheksen skal bringe naturen og litteraturen tættere sammen i nyt landsdækkende projekt.
Hvordan kan en gåtur blandt træerne blive en litterær oplevelse? Og hvad sker der, når natur, poesi og fællesskab bliver sat sammen?
Det vil Randers Bibliotek undersøge gennem en række nye arrangementer, der er en del af det landsdækkende projekt “Natur på nye måder”. Her inviteres både børn og voksne til oplevelser, hvor litteraturen flytter ud af bibliotekets rammer og ind i skoven, ved træerne og under nattehimlen.
Naturen som kilde til ro og fordybelse
Projektet bygger på tanken om, at naturen kan være med til at skabe større trivsel, når den kombineres med litterære oplevelser.
Deltagerne kan blandt andet opleve litteraturvandringer, årstidernes poesi, lommelygtesang i mørket og et møde med Moseheksen fra Djursland, der vil fortælle om spiselige planter og fuldmåneritualer.
Biblioteket ønsker samtidig at skabe større bevidsthed om naturen og styrke deltagernes relation til de grønne omgivelser.
– “Det kan beskrives som oplevelsen af at høre til i naturen og være forbundet med den følelsesmæssigt, sanseligt og eksistentielt. På biblioteket er vi af den overbevisning, at litteraturen kan spille en aktiv rolle i den proces, der også bliver omtalt som naturdannelse. Det handler om, at mennesker udvikler viden om, erfaring med og omsorg for naturen,” siger litteraturformidler Mai Kordelin Paulsen.
Hun uddyber formålet med projektet:
– “Vi vil undersøge, hvordan litteraturvandringer, naturpoesi og fælles naturoplevelser kan bidrage til trivsel i form af ro, fordybelse, fællesskab, mening og større forbindelse til omgivelserne.”
Læs også:
Arrangementer gennem hele året
Flere af aktiviteterne strækker sig over årstidernes skiften. Allerede nu er der åbnet for tilmelding til blandt andet Lommelygtesang, Mødet med Moseheksen og Årstidernes Poesi, som begynder i efteråret 2026 og afsluttes i sommeren 2027.
Derudover vil Randers Bibliotek løbende offentliggøre flere arrangementer på bibliotekets hjemmeside, hvor tilmeldingen også foregår.
Del af landsdækkende samarbejde
Randers Bibliotek er en del af projektet sammen med organisationen Chora2030 og bibliotekerne i Albertslund, Gladsaxe, Hillerød, Holbæk, Rebild, Silkeborg, Skanderborg, Skive og Slagelse.
Bag initiativet er ønsket om at give borgerne nye oplevelser af naturen – ikke kun som et sted for motion og friluftsliv, men også som et rum for fortællinger, refleksion og fællesskab.
For Randers Bibliotek bliver naturen dermed et nyt litterært rum, hvor bøger og fortællinger kan opleves med alle sanser – uanset om det foregår mellem skovens træer, under stjernerne eller i mødet med årstidernes skiften.
Læs også: