Forbruger

Randers ændrer udlevering af kørekort: Skal nu hentes i Borgerservice

Problemer med postlevering betyder, at nye kørekort fremover ikke bliver sendt med posten, men skal afhentes i Borgerservice

Søren Greve
Af Søren Greve 10. marts 2026

Borgere i Randers Kommune, der bestiller nyt kørekort, skal fremover hente det i Borgerservice i stedet for at få det sendt med posten.

Ændringen sker, fordi DAO i øjeblikket har store udfordringer med postleveringen. Ifølge Randers Kommune giver det både forsinkelser og fejl i aflevering af post, og derfor ændres proceduren midlertidigt for at sikre, at borgerne får deres kørekort.

Borgerservice ændrer proceduren

Borgerservice i Randers Kommune løser en administrativ opgave i forbindelse med udstedelse af kørekort på vegne af Færdselsstyrelsen.

Mens postleveringen er ustabil, vil kørekort derfor blive udleveret direkte i Borgerservice.

Birgitte Guldberg, der er centerleder for Borgerservice, Ydelser og Digitalisering, siger:

“Det er alvorligt, at vi ikke ved, om de bestilte kørekort når frem, og vi er virkelig kede af de udfordringer, der i øjeblikket er med at få kørekortene frem til borgerne. Det er desværre omstændigheder, som vi på ingen måde selv er herre over,” siger Birgitte Guldberg, centerleder for Borgerservice, Ydelser og Digitalisering, og tilføjer:

”Færdselsstyrelsen og DAO taler sammen om udfordringen, og indtil der ligger en stabil løsning, ændrer vi vores udlevering, så vi er sikre på at kunne udlevere kørekort til de borgere, der har bestilt et.”

Det betyder det for borgerne

For borgere, der har bestilt kørekort efter den 23. februar, gælder det, at kortet ikke bliver sendt med posten. I stedet får man besked, når kørekortet er klar til afhentning i Borgerservice.

Har man bestilt kørekort mellem den 1. og 23. februar og stadig venter på at modtage det, anbefaler Borgerservice, at man afventer endnu en til to uger. Hvis kortet stadig ikke er kommet frem, kan man kontakte Borgerservice for hjælp og eventuelt få bestilt et nyt.

For borgere, der har bestilt kørekort før den 1. februar, lyder opfordringen til at kontakte Borgerservice. Her vil kommunen undersøge status hos producenten og oplyse, hvornår kortet er sendt. Hvis det vurderes, at kørekortet er bortkommet, hjælper Borgerservice med at bestille et nyt.

Nyt kørekort uden ekstra betaling

Randers Kommune oplyser, at det ikke koster ekstra at få bestilt et nyt kørekort, hvis man allerede har betalt for det første.

Borgerservice følger samtidig udviklingen tæt og vurderer løbende, om der bliver behov for yderligere ændringer.