Trafik

Ramper og veje ved E45 spærres ved Randers N og Sdr. Borup fra d. 17. til d. 24. september

Vejdirektoratet gennemfører i september en række arbejder på tilslutningsanlæggene Randers N (39) og Sdr. Borup (43) på E45 Nordjyske Motorvej. Det betyder, at trafikanter må indstille sig på både kortvarige og længerevarende spærringer fra onsdag den 17. september til onsdag den 24. september.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 16. september 2025

Ifølge Vejdirektoratet drejer det sig om nogle af de sidste større arbejdsopgaver i forbindelse med udbygningen af motorvejen ved Randers.

Spærringer ved Randers N (39)

Arbejdet ved tilslutningen Randers N begynder onsdag den 17. september. Her spærres frakørslen i det nordgående spor fra klokken 06.00 til 19.00. I stedet kan trafikanter benytte tilkørslen ved Purhus (38).

Torsdag den 18. september bliver det tilkørslen i sydgående spor, der er lukket i samme tidsrum. Her er der ligeledes skiltet omkørsel via Purhus (38).

Fredag den 19. september spærres både den nordvendte tilkørsel og den sydvendte frakørsel mellem klokken 06.00 og 19.00. I denne periode henvises trafikanter til Randers C (40).

I alle perioder er det fortsat muligt at krydse motorvejen via Hobrovejsbroen, da kun ramperne er berørt af spærringerne.

Spærringer ved Sdr. Borup (43)

Fra fredag den 19. september klokken 06.00 til onsdag den 24. september klokken 20.00 er der planlagt en større spærring omkring tilslutningsanlægget ved Sdr. Borup.

I perioden lukkes både til- og frakørslen i sydgående retning. Samtidig bliver Danish Crown Vej spærret fra Gl. Århusvej til øst for motorvejen. Tilkørsel og frakørsel i nordgående retning forbliver åben.

Trafikanter kan i stedet benytte Randers S (42) eller Hadsten (44) som omkørsel til og fra motorvejen. Skal man krydse motorvejen ved Danish Crown Vej, henvises man til ruter via Clausholmvej, Hammelvej, Århusvej og Hadstenvej.

Spærringen skyldes omfattende ændringer i det lysregulerede kryds vest for den udvidede bro ved tilslutningen.

Projektchef: ”Vi tager det hele på én gang”

Projektchef hos Vejdirektoratet, Robin Højen Madsen, understreger, at spærringen er nødvendig for at sikre en varig løsning:

”Det er en lidt træls spærring vi laver ved Sdr. Borup denne gang, og det beklager jeg selvfølgelig. Men i stedet for at lave halvgode løsninger over flere gange, så hiver vi plasteret af og får det lavet ordentligt på én gang.”

Risiko for ændringer i tidsplanen

Ifølge Vejdirektoratet kan vejret få betydning for, hvornår arbejdet gennemføres. Kommer der store mængder regn, kan tidsplanen blive skubbet.

I så fald bliver datoerne på skiltene i området rettet til, og den nyeste information vil være tilgængelig på trafikinfo.dk