VORES LOYALE FIRBENEDE KOLLEGAERØstjyllandidagSøndag 31. juli 2022 kl. 16:00 . VORES LOYALE FIRBENEDE KOLLEGAER Du har måske mødt en af vores politihunde i det østjyske. De er en vigtig del af vores værktøjskasse og bruges blandt andet til at søge efter savnede eller eftersøgte personer og genstande. Men før en hund kan blive godkendt som fx patrulje-, sprængstof-, vandsøgs- eller narkohund, kræver det utallige timers træning af vores dygtige hundeførere. En potentiel politihund udvælges i otteugers-alderen ud fra kriterier såsom nysgerrighed, selvstændighed og byttedrift. Derefter går træningen i gang, hvor hunden blandt andet skal træne kommandoer og lære nye miljøer at kende. I Danmark trænes politihunde efter operant indlæring, hvilket vil sige, at hunden belønnes, når den gør noget godt, så den gerne vil gøre det igen. Når hunden er seks måneder gammel, skal den mentaltestes. Her kigges der på, om hunden har det mentale overskud, der skal til, og om den viser overskud og robusthed i stressede situationer. Det kan være ved at udsætte hunden for pludselig støj eller personer, der virker truende. Når hunden er mellem 12 og 16 måneder gammel, besluttes det, om den kan godkendes som politihund. Det sker på baggrund af tests, hvor hunden skal vise sine færdigheder i lydighed, rundering, sporsøgning og magtanvendelse. Selvom en politihund er godkendt i henholdsvis gruppe 1, 2 eller 3 (som beskriver hvilke typer opgaver hundene må deltage i), er løbende træning alfa og omega. Flere dage om året går derfor med hundetræning, hvor hundeførere og deres hunde kan træne forskellige scenarier - som fx ved Tirstrup Flyveplads, hvor billederne er fra. Østjyllands Politi . . . . . . . . . .
|