Vi vil skabe flere arbejdspladser i Randers

Onsdag 4. september 2013 kl. 09:46

Vi vil skabe flere arbejdspladser i Randers
LÆSERBREV Af Helle Nielsen, Randers - byrådskandidat for Beboerlisten, medlem af bestyrelsen i Enhedslisten Randers.

Vi ønsker i Beboerlisten og Enhedslisten, at der i Randers Kommune skal ansættes mindst 600 flere personer indenfor det offentlige. Bl.a. mangler der personaler i vore daginstitutioner, hvor der er alt for mange børn pr. pædagog.

Men dette er ikke just det, som der er lagt op til i borgmesterens nye basisbudget for årene 2014-17. Her er der lagt op til, at der skal spares 40 mill. kr. årligt. Formålet er at sikre en god kassebeholdning i årene frem.

Dette betyder bl.a. også, at der ikke skal fyres, men så dog alligevel skæres i medarbejderstaben med 48,5 fuldtidsstillinger indenfor den kommunale sektor hovedsagligt v. h. a. ”naturlig afgang”. Reduceringen sker overvejende indenfor børn- og skoleforvaltningen og sundhed og ældre. Ja, det kan man jo selvfølgelig sige sig selv, at det er disse områder, som så må holde for igen!

I Beboerlisten og Enhedslisten tror vi på, at besparelser sagtens kan opnås på helt anden vis. På længere sigt kan spares mange penge ved ansættelse af flere personer i netop den offentlige sektor. Med flere ansatte forebygges mistrivsel i familierne. Flere ansatte giver bedre uddannelse til vores børn. Og med en god opvækst og en god skolegang bliver vores børn i deres fremtidige jobs langt bedre til at skabe innovation og kreativitet. Og dermed måske også at skabe nye virksomheder til gavn for Randers Kommune.

Vi mener, at borgerne skal ikke længere holdes hen med tom snak og tomme løfter om en bedre kommune. En kommune der på nuværende tidspunkt udadtil pynter sig med prestigeprojekter som bl.a. det nye badeland ved Viborgvej. Borgerne har kun brug for prestigeprojekter, hvis de samtidig kan garanteres velfærdsydelser, der sikrer en høj kvalitet over hele linjen.

Med skræk for at blive sat under administration prioriterer Randers Kommune at lægge penge til side til dårlige tider. Men kommunens spareøvelser de senere år er lykkedes. Hvis kommunen vælger at spare de 40 mill. kr., så vil man i 2017 have en kassebeholdning, der er dobbelt så stor, som det der er nødvendigt.

På den baggrund er en yderligere besparelse på velfærdsområderne tåbelig; vi står og skal bruge pengene her og nu til bl.a. varme hænder. En yderligere besparelse lønner sig, som tidligere nævnt, ikke. Tværtimod skaber den bare nogle helt andre problemer af måske langt større dimensioner.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.