Veteraner får en mindesten

Fredag 31. august 2018 kl. 10:24

Veteraner får en mindesten
Byrådsmedlem Iben Sønderup (S) er indbudt til at indvi stenen.
Onsdag 5. september er det national flagdag for Danmarks udsendte. I Randers kommune har man markeret dagen officielt siden 2009. I år er der en ekstra begivenhed på flagdagen.

Det drejer sig om indvielse af en mindesten for alle veteraner og pårørende i Randers kommune.

Stenen skal stå på Randers Havn ved Mindeankeret, og det er også her, indvielsen finder sted. Det sker kl. 15.

Byrådsmedlem Iben Sønderup (S) er indbudt til at indvi stenen. Herefter er der taler ved lokalformand for Danmarks Veteraner, Knud Spangsø, og formand for Randers Veterancafé, Nils Bjerre Jakobsen. Randers Havn sætter flag, og der bliver en lille højtidelighed med faner og Marinehjemmeværnets Tambourkorps.

Efter indvielsen af mindestenen fortsætter markeringen af flagdagen på Rådhustorvet i Randers kl. 16.15, når Randers Politiorkester spiller.
16.30 er der velkomsttale ved borgmester Torben Hansen (S). Desuden taler politiinspektør og veteran Jørgen Hoxer.

Der er uddeling af børnemedaljer ved generalmajor I. J. Bager. Som barn er det hårdt, når ens far eller mor skal udsendes. Børn af veteraner bærer alle historien med sig om at have haft en forælder udsendt, og de yder dermed en særlig indsats. Derfor er børnemedaljen indstiftet. Alle børn af veteraner, uanset alder, kan indstilles til at få en medalje.

Kl. 17.20 opstilles faneborg, og så er der march til Sct. Mortens Kirke, hvor der kl. 17.30 er æres- og mindehøjtidelighed ved sognepræst og tidligere feltpræst Søren Dam Kjeldsen.

Efter gudstjenesten er der åbent i Veterancaféen Randers, Kirketorvet 2A, i gården. Her serveres der pølser, sodavand, kaffe og kage, sponsoreret af Randers FC. Alle er velkomne.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.