Veteranbanens 110 år gamle ”kronjuvel”

Randers opland
Lørdag 1. august 2020 kl. 17:33

Veteranbanens 110 år gamle ”kronjuvel”

Danmarks flotteste personvogn kører resten af sommeren
- Med en lille ”afstikker” til Olsen Banden


110 år er ingen alder – i hvert fald ikke for personvogn B 51, der i mere end en menneskealder kørte på Frederiksværkbanen. Nu kører vognen hos veteranbanen i Mariager også i august og september.

Vognen kom til den driftige privatbane i Nordsjælland i 1929, samme år, hvor børsen krakkede på Wall Street, depressionen holdt sit indtog i den vestlige verden og Mads Skjern gjorde sin entre i Korsbæk. Men da havde vognen allerede været i drift i 19 år på privatbanen mellem Stubbekøbing- Nykøbing & Nysted.

Gamle B 51 så dagens lys i Randers fire år før udbruddet af første verdenskrig. Vognfabrikken Scandia A/S leverede i 1910 to smukke bogie-vogne til den nyåbnede privatbane på Lolland-Falster. Den gang hed vognen A 1.

Det var virkelig pragteksemplarer. Det var vogne med stil; vognbygningskunst, når den er bedst, som vognfabrikken i Randers leverede. Hver vogn indeholdt 8 pladser på 1. klasse, 13 pladser på 2. klasse og 57 pladser på 3. klasse. Vognene havde en længde på ikke mindre end 18,2 meter og vejede den nette sum af 23 tons.

Privatbanen på Lolland fik imidlertid i 1929 moderne små teaktræsmotorvogne til at klare de daglige persontog, og de to lange personvogne blev overflødige.
Begge vogne endte hos Frederiksværkbanen på Nordsjælland hos den navnkundige privatbanedirektør Kuhlmann. A1 blev omdøbt til HFHJ B 51.

Anden verdenskrig og besættelsen sled voldsomt på jernbanemateriellet. Alt, hvad der kunne køre, var af hus. I befrielsesåret 1945 kom vognen en tur tilbage til Randers, hvor Scandia istandsatte og ombyggede den efter Kuhlmanns anvisninger. Vognen fik nu fik 12 pladser på den fine 1. klasse med meget store kupeer, større end Statsbanernes. Der skulle jo sørges godt for de velhavende grosserere, fabrikanter og particulierer fra hovedstaden, der ”skulle på landet” til nordkysten af Sjælland.

Til passagererne på anden klasse var der 58 pladser, der nu blev betegnet fællesklasse.

De næse tyve år stod B 51, sammen med sine ”kolleger” for transport af folk, der i weekenden skulle i sommerhus eller på badetur til Frederiksværk og Hundested. Vognen var i ordinær drift på Frederiksværkbanen frem til 1967.

Året efter blev B 51 imidlertid igen ”støvet af” og medvirkede i den allerførste Olsen Bande film fra 1968, hvor Egon, Keld og Benny flygter med tog til Nordsjælland tæt forfulgt af politiet.

Herefter gennemlevede B 51 i en årrække en omtumlet tilværelse. I tre år henstod vognen på Lersøen rangerbanegård på Nørrebro, hvor den i bogstavligste forstand blev splittet ad.

I begyndelsen af 1980`erne kom B 51 til Mariager-Handest Veteranjernbane, der istandsatte den. Den arbejdsopgave tog omkring syv år for banens frivillige medlemmer!

Siden 1990 har vognen været i drift som en fast del af det rullende materiel på den 17 kilometer lange strækning, Danmarks længste veteranbane. Her vækker B 51 berettiget opsigt med sin flotte bemaling og ikke mindst sine to smukke førsteklasseskupeer, når den kører igennem den maleriske og afvekslende jyske natur mellem Mariager og Handest.

Levende minder fra vognens storhedstid i ”grosserer-togene” på Frederiksværk-banen kan således fortsat opleves, blot man tager en tur til Mariager. – Og er man Olsen-Bande-fan og nostalgiker tillige, så er er det en ”win-win”.

Igen i sommer kører gamle stilfulde B 51 med masser af glade turister i fast rutefart på den jysk veteranbane, der i øvrigt kan fejre sit 50-årsjubilæum i år.






© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.