Venstre vil skabe bedre uddannelserDebatTirsdag 27. september 2022 kl. 16:00
Af Michael Aastrup Jensen, Medlem af Folketinget for Venstre Venstre vil skabe bedre uddannelser Jeg mener klart, at de unge skal have flere muligheder i forhold til uddannelser, men det er samtidig vigtigt at kvaliteten er helt i top. Derfor har jeg set frem til det reformudspil, som Venstre har præsenteret. Her tager vi hånd om de mange, som dropper ud af deres erhvervsuddannelse, fordi kvaliteten er for ringe, og udstyret ikke godt nok. Vi gør op med at 40% af alle nyudklækkede kandidater, synes overgangen til arbejdsmarkedet er svær. Det siger noget om en manglende sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked, og at kompetencerne ikke spiller overens. Jeg synes derfor, at en reform er på sin plads. Venstre vil tilføre 400 millioner til erhvervsuddannelserne, så de kan få et nødvendigt løft. Heri indgår 150 millioner i en udstyrspulje, så de unge kan få udstyr på uddannelsen, som er tidssvarende, med det de finder på arbejdspladsen. Lige nu synes de unge, at udstyret minder om noget fra et Teknisk Museum, og det mener jeg ikke vi kan være tjent med. Vi foreslår også at bidrage med 600 millioner til de videregående uddannelser. Her er et løft af især pædagog-, sygeplejerske og andre STEM-uddannelser vigtigt. Det er medarbejdere, som Danmark ikke kan være foruden. Derfor må vi også styrke deres uddannelse og gøre den mere tiltrækkende. Det mener jeg er afgørende for vores land. På kandidatuddannelserne, vil vi styrke sammenhængen mellem uddannelse og arbejdsmarkedet. Derfor lægger vi op til at kunne gøre nogle af kandidatuddannelserne etårige, og øge fokusset på at gøre det erhvervsrettet. Jeg indrømmer gerne at forslaget om ændring af kandidatuddannelsen, er en kopi. Det er en kopi af Reform Kommissionens forslag, tilbage fra april, om bedre og fremtidssikrede uddannelser. Det er dermed gennemtænkt og anbefalet af eksperter. Danmark har brug for gode uddannelser, også i fremtiden. Det gælder både på erhvervsskolerne og universiteterne. Det mener jeg vi kan sørge for, hvis vi kan få mit og Venstres uddannelsesreform igennem.
|