Vaks anmelder fulgte efter scooter-tyve

112
Torsdag 16. marts 2023 kl. 16:00

Vaks anmelder fulgte efter scooter-tyve
Foto: Sikker Trafik


Natten til onsdag kl. 01.35 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en vaks borger, der havde overværet et tyveri af en scooter fra en indkørsel på en adresse i Solbjerg.

Ifølge anmelderen havde vedkommende været vidne til, at scooteren var blevet stjålet af flere personer og løftet op på en trailer, som gerningsmændene efterfølgende var kørt afsted med bag på en personbil.

Anmelderen havde fulgt efter bilen med den påspændte trailer, men på Møddebro Parkvej i Solbjerg var bilen standset kortvarigt. Her var traileren blevet pillet af bilen, hvorefter tre personer var undløbet fra stedet.

Bilen kørte dog videre, og den vakse anmelder fulgte efter, hvorfor denne fortsat kunne guide politiet, indtil den første patrulje kunne komme frem til området. Kort tid efter var en patrulje fremme på Giber Ringvej, hvor bilen nu befandt sig, da den kom kørende i vestlig retning med en enkelt person i.

Ved patruljens ankomst til stedet blev køretøjet omkring kl. 01.55 bragt til standsning, hvor føreren – en 20-årig mand – blev sigtet for tyveri af den scooter, han havde kørt rundt med på traileren. Den 20-årige mand blev i samme forbindelse anholdt og lagt i håndjern. Den stjålne scooter blev efterfølgende leveret tilbage til rette ejermand.

Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og vil gerne sige tak for hjælpen til den vakse borger.

Ser du noget mistænkeligt eller strafbart, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 114.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.