Ung mand anholdt ved bodega på Mindevej i Hammel.

Østjyllandidag
Fredag 16. juli 2021 kl. 19:00

Ung mand anholdt ved bodega på Mindevej i Hammel.

.
Ung mand anholdt efter råb mod betjente

Østjyllands Politi fik natten til fredag anmeldelser fra nogle borgere, der følte sig generet af høj musik og larm ved en bodega på Mindevej i Hammel.

Da en patrulje ankom kl. 2.37, så de en gruppe unge mænd, der stod og diskuterede højlydt på stedet.

En 19-årig mand gik straks hen mod betjentene, da han så dem, og råbte af dem, men han blev hurtigt trukket væk af et par venner.

Kort efter kom han dog igen hen til patruljen og begyndte at råbe, og han blev derfor trukket til side, mens betjentene bad om hans generalia.

Imens begyndte flere af de andre i gruppen at filme betjentene helt tæt på med deres mobiltelefoner, selvom de flere gange blev bedt om at holde lidt mere afstand.

Da betjentene til sidst valgte at køre fra stedet, kom den 19-årige endnu en gang hen til dem, lige da de havde sat sig ind i bilen.

Her råbte han nogle skældsord efter dem, og nu var betjentenes tålmodighed opbrugt.

De steg derfor ud af bilen og anholdt ham og sigtede ham for at forstyrre den offentlige orden og for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand.



© Copyright 2022 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.