Unfair Verdo konkurrence mod lokale Randers virksomheder?

Randers
Søndag 3. november 2019 kl. 16:15

Unfair Verdo konkurrence mod lokale Randers virksomheder?

Læserbrev: Asger Brorsen, Havndal,
Bo Vestergaard Hansen, Romalt
.
Verdo sagen har udviklet sig voldsomt, siden vi startede den i foråret. Hundreder af millioner af forbrugernes penge er forsvundet; men hvad er de egentligt brugt til?

Internt overforbrug? Dårlige forretninger?

Et område har ikke været fuldt belyst i pressen endnu. Der synes ikke at herske tvivl om, at Verdo koncernen har brugt mange af forbrugernes midler til unfair konkurrence overfor blandt andet lokale virksomheder i Randers og omegn. Verdo har hidtil fastholdt, at der er "vandtætte skotter" mellem monopolselskaberne og de kommercielle selskaber. Men skotterne må i så fald være lige så tætte som Titanics!

Det bekræftes af afgørelser og aktindsigt hos myndighederne og af Verdos egne regnskaber. Verdos kommercielle selskaber, som beskæftiger sig med vvs-, smede-, montage- og el-arbejde, har ulovligt haft adgang til midler, der er lånt/taget op fra hvile-i-sig-selv forsyningsselskaberne og igennem moderselskabets cashpool distribueret videre.

På denne måde har de kunnet udkonkurrere lokale virksomheder i udbud og licitationer. Der er også indikationer på og beskyldninger fra tidligere medarbejdere om, at "de vandtætte skotter", slet ikke er så tætte, som loven kræver. Det siger sig selv, at det er dybt usympatisk, uetisk og tilmed ulovligt, at sætte den fri konkurrence ud af spil.

Der må være mange smedemestre, vvs-folk eller el-installatører i Randers Kommune, der må spørge sig selv:

Hvor mange ordrer har jeg mistet i min forretning på grund af ulovlig og unfair konkurrence?

Vi håber, at erhvervslivet i Randers og omegn vil medvirke til, at vi får Verdo sagen fuldt opklaret. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre fair konkurrenceforhold.









© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.