Trepartsaftale sikrer elever på erhvervsuddannelser i en krisetidDebatOnsdag 3. juni 2020 kl. 13:51 Læserbrev af Malte Larsen, MF, S, Vester Boulevard 29, 8920 Randers NV. Regeringen og arbejdsmarkedets parter har netop indgået en virkelig vigtig og god trepartsaftale. En aftale, der skal holde hånden under vores dygtige elever på erhvervsuddannelserne i den økonomiske krisetid som vi befinder os i på grund af COVID-19. Med aftalen sikrer vi 70.000 lære- og elevpladser i en tid, hvor virksomhedernes økonomi er presset til det yderste. Den kommer omkring 1500 elever med uddannelsesaftaler i Randers til gode. Vi afsætter mere end 5 milliarder kroner til uddannelsesaftaler. De mange milliarder kommer fra en større opsparing i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), og skal holde hånden under lærlinge, elever og virksomheder. Det er helt afgørende, hvis vi skal passe på vores dygtige unge mennesker på erhvervsuddannelserne i en sårbar tid, men også fordi det er utvetydigt at Danmark i fremtiden kommer til at mangle faglærte. Og hvad betyder det så, at vi holder hånden under elever og virksomheder? Aftalen indebærer blandt andet, at de virksomheder, der ønsker at ansætte lærlinge, året ud kan få dækket 75 procent af deres igangværende lærlinges løn. I de nye uddannelsesaftaler – herunder de knap 1500 i Randers – gives der løntilskud på 45 procent til korte aftaler og 90 procent til ordinære uddannelsesaftaler. Det handler om, at sikre eleverne deres lærlingepladser i virksomheder. Også i en krisetid. Skulle nogle elever alligevel miste deres læreplads på grund af sundhedskrisen, så er der i aftalen også afsat penge til en lang række vigtige initiativer, som skal gøre, at eleverne langt nemmere får adgang til skolepraktik. Kvaliteten af praktikken skal der også investeres i. Det er ikke optimalt for en elev at havne i skolepraktik, men hvis det sker, så skal vi sikre, at eleverne opnår de nødvendige kvalifikationer. Randers og Danmark har brug for reelle investeringer i at dygtiggøre unge mennesker til en fremtid, hvor stærke kompetencer i meget højere grad, vil blive efterspurgt. Vi skal hjælpe både dygtige elever og gode virksomheder med at komme godt ud på den anden side, og det gør vi med den her aftale. Arbejdsmarkedets parter har endnu en gang vist, at de løfter et stort samfundsansvar, og de fortjener en stor tak.
|