Tradium har indviet et nyt efteruddannelsescenter

Randers
Onsdag 23. november 2022 kl. 10:00

Tradium har indviet et nyt efteruddannelsescenter
Tradiums bestyrelsesformand, Søren Sørensen (tv.) og Randers' borgmester, Torben Hansen (th.) klippede snoren ved indvielsen af Tradiums efteruddannelsescenter for mobilitetsbranchen.


.

Nyt samlingspunkt for fremtidens mobilitetsbranche

Tradium har indviet et nyt efteruddannelsescenter, der centralt i Jylland giver unikke muligheder for at efteruddanne mekanikere inden for el- og hybridteknologi. Skolens samarbejdspartnere tæller blandt andet au2parts og Hella Gutmann, der ser store perspektiver i centeret.

På erhvervsskolen Tradium i Randers blev snoren klippet torsdag den 17. november til et nyt efteruddannelsescenter, der skal danne de perfekte rammer omkring kurser målrettet fremtidens autobranche, blandt andet med fokus på el- og hybridbiler. Centeret er udviklet og indrettet med input fra samarbejdspartnere og skolens egne undervisere.

- Vi lærere har været en stor del af processen med at udforme centret i forhold til, hvad vi skal bruge af udstyr og lignende. Det er meget rart at være et sted, hvor den inddragelse finder sted, fortæller Erwin Faijaars, der er underviser på Tradiums autoafdeling.

Vigtigt at være en del af udviklingen
El- og hybridteknologier er et stort fokusområde for Hella Gutmann, der er en af de samarbejdspartnere, der besøgte Tradiums efteruddannelsescenter til mobilitetsbranchen ved indvielsen. Hella Gutmann tilbyder blandt andet måleudstyr til højvoltsdele på el-biler, udstyr til diagnosticering og generel kommunikation med bilen samt udstyr til kamera- og radarkalibrering. Derfor bifalder de også Tradiums investering i efteruddannelsesfaciliteter inden for el- og hybridområdet.

- For os er det vigtigt at være en del af udviklingen inden el- og hybrid. De teknologier og den fremtid har vi et stærkt fokus på – hvordan man generelt kommer til at kommunikere med og reparere biler. Det er vigtigt, for at det udstyr, vi udvikler, også matcher de fremtidige krav. For os handler det ikke kun om at servicere biler, men om at hjælpe de unge mennesker, der skal være fremtidens mekanikere, i gang med det rigtige udstyr, fortæller Lars Bertz Thomsen, der er administrerende direktør for Hella Gutman i Skandinavien.

En anden virksomhed i autobranchen, der har valgt at samarbejde med Tradium, er au2parts.

- Hvis vi skal følge med udviklingen, så er det vigtigt, at vi har nogle skoler, der virkelig vil den her omstilling – og det vil Tradium. Derudover vil vi gerne placere vores uddannelsesaktiviteter på et sted, hvor det er nemt for kursisterne at komme til, siger Torben Winther, der er konceptkonsulent ved au2parts.

Samarbejde om det gode setup
Torben Winther har også været med til at give feedback i forbindelse med udviklingen af det nye samlingspunkt for mobilitetsbranchen. Han fortæller, at bygningens indretning har været vigtig for virksomheden.

- Det er en meget kompromisløs bygning med et åbent undervisningsmiljø. Tradium er gået hele vejen. Der er virkelig taget hensyn til, at man kan have klasseundervisning, men stadig være en del af det, der sker ude på værkstedsgulvet, og at kursisterne kan finde hinanden. Det er så godt, som noget kan være, fortæller Torben, der også lægger vægt på det gode indeklima og den gode akustik.

Ud over et nyt efteruddannelsescenter i Randers, har Tradium også overnatningsfaciliteter, sin egen motorring på Djursland og en lufthavn tæt på i Tirstrup. Det giver tilsammen et perfekt setup, der har overbevist Hella Gutmann om at samarbejde med skolen.

- Vi har valgt at samarbejde med Tradium, fordi skolen viser, at den vil noget på det her område i fremtiden. Tradium har sat en helt ny standard for, hvad el- og hybriduddannelse skal være. Alene de nye fysiske rammer giver en perfekt måde at lære nye ting på. Vi ser det også som et centralt geografisk område, hvor vi ikke alene kan samarbejde med vores danske kunder, men også tiltrække vores partnere i de øvrige Skandinaviske lande for at give dem nye kompetencer. Med egen motorring har Tradium den fulde pakke – også til next step, der bliver selvkørende biler. Det her setup kan også blive meget interessant for vores tyske moderselskab, fortæller Lars Bertz Thomsen.

En indvielse der markerer nye muligheder
Efteruddannelsescenteret blev officielt indviet af Randers' borgmester, Torben Hansen og Tradiums bestyrelsesformand, Søren Sørensen.

Torben Hansen fremhævede i sin tale, at et efteruddannelsescenter inden for el- og hybridteknologi taler perfekt ind i den aktuelle bæredygtighedsdagsorden og hænger godt sammen med Tradiums status som verdensmålsskole. Han lagde også vægt på, at det spiller godt sammen med den profil Randers har som en by, hvor man er stærke på håndværk, industri og erhvervsuddannelser og ikke blot følge med udviklingen, men også skaber den.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.