Tørken sætter damplokomotiv på pauseRanders Opland N VTorsdag 22. juli 2021 kl. 11:00
. Det varme vejr og den manglende nedbør bevirker nu, at naturen er meget tør. Det er ikke godt, når man skal køre med et damplokomotiv. Veteranbanen tager derfor nu konsekvensen af tørken og erstatter kørslen med damptog, så togene fra i dag torsdag fremføres af banens flotte røde diesellokomotiv mellem Mariager og Handest. ”Fra torsdag holder vi en pause i kørslen med damplokomotiv”, fortæller veteranbanens driftsbestyrer Ole Juhl ”I øjeblikket er det så tørt, at vi ikke finder det forsvarligt at fortsætte kørselen med damp. Vi holder gamle HV3, som damplokomotivet hedder, i remisen”, fortsætter Ole Juhl. ”MEN veteranbanen kører naturligvis fortsat, og vi overholder vores køreplan til punkt og prikke. Der er blot den forskel, at togene nu fremføres af vores flotte røde diesellokomotiv fra 1953”. 68 år gammelt diesellokomotiv tager over Diesellokomotivet litreret M5, og er bygget i 1953 hos Frichs i Århus. Det 68 år gamle dieselelektriske køretøj blev leveret til de daværende Horsens Vestbaner. Her fremførte lokomotivet banernes godstog frem til 1962, hvor banerne lukkede. Herefter drog lokomotivet mod nord, idet det solgtes til Thisted-Fjerritslev Jernbane. Syv år efter lukkede denne bane også, og lokomotivet fortsatte sin rejse videre nordover, hvor det nåede til Hirtshalsbanen. Her blev lokomotivet anvendt til færgerangering på havnen i Hirtshals frem til 2000, hvor det overgik til veteranbanen. Diesellokomotiv M forlader, True station. Foto AsgerChristiansen
|