Teater om Randers-forfatter

Randers
Onsdag 12. februar 2020 kl. 11:00

Teater om Randers-forfatter


Den internationalt berømte Randers-forfatter Karen Michaelis’ dramatiske liv er udgangspunktet for teaterforestillingen ”Jagten på det gode menneske”, der spiller på Randers EgnsTeater i marts.

Forestillingen af BaggårdTeatret er et episk drama om det 20. århundrede fortalt gennem en stærk kvindes skæbne. En filosofisk søgen efter det gode i mennesket.

I starten af det 20. århundrede var Karin Michaëlis fra Randers en af de forfattere, der var mest kendte i udlandet. Særligt i Tyskland og Østrig. Mest husket og læst er Bibi-bøgerne, der blandt andet inspirerede Astrid Lindgren til at skabe sin Pippi-figur. Under Hitlerstyret husede hun en lang række politiske flygtninge fra Tyskland, blandt andet Bertolt Brecht.

Hun havde ved sin død omkring 60 skønlitterære bogudgivelser bag sig og satte sit præg i indlæg og kronikker, hvor hun aktivt gik ind i politiske spørgsmål med en engageret stemme, vel at mærke på en tid, hvor kvinder ellers sjældent løftede røsten i samfundsdebatten.

Eksklusivt foredrag

For dem med billetter til forestillingen er der mulighed for at komme til et gratis foredrag med en af dem, der ved allermest om forfatterens bøger og tilværelse. Nemlig tidligere lektor og medlem af Michaëlis Selskabet, Keld Sørensen. Det foregår søndag den 8. marts på Randers EgnsTeater kl. 15 – 16.30. Man tilmelder sig foredraget under forestillingen på randersegnsteater.dk. Der er et begrænset antal pladser.

”Jagten på det gode menneske” spiller på Randers EgnsTeater den 9. og 10. marts. Den 9. er udsolgt, men der er stadig ledige billetter til den 10.

Medvirkende: Meike Bahnsen, Josephine Nørring, Anders Budde Christensen, Katinka Bjerregaard
Dramatiker: Julie Maj Jakobsen
Instruktør: Petra-Leonie Pichler
Komponist/tekstforfatter: Katinka Bjerregaard
Komponist/arrangør: Simon Ask
Scenograf: Rikke Juellund
Lysdesign: Jens Chr. Hansen
Lyddesign: Lasse Munk
Dramaturgisk konsulent: Janek Szatkowski
Skrædder: Mona Wickstrøm
Forestillingsleder og rekvisitør: Dagmar Louise Klitgaard Johansen
Produktionsleder: Thomas Dam Jensen
Efter idé af Jakob Bjerregaard Engmann



© Copyright 2023 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.