Ta' til festival og snup en veterantogstur

Randers Opland N
Lørdag 20. august 2022 kl. 13:00

Ta' til festival og snup en veterantogstur
Skinnebussen oser af nostalgi. Foto Asger Christiansen


Af Lone K. Hansen

Ta' til festival og snup en veterantogstur

Political Festival med togtur og nostalgi for hele familien.

”Når I - i den kommende uge - gæster Political Festival of Europe i Mariager, så und jer selv en lille veterantogstur imellem debatter, foredrag og spændende events i Rosernes By”, opfordrer Katrine Blåberg Andersen, der er veteranbanes driftsbestyrer. ”Kobl fra og nyd en 40 minutters nostalgisk veterantogstur fra Mariager til Fjelsted trinbræt”.

Fra Mariager station går turen ud langs Færgehagen og op gennem bøgeskoven ved Lunddalen hvor toget passerer trinbrættet med sammen navn og med den smukke Mariager Fjord i baggrunden. Banens højeste punkt er Fjelsted trinbræt, der ligger i 54 meters højde over fjorden. Her vender toget og returnerer til Rosernes By, med de mange festival-aktiviteter. Rejs tilbage i tiden til den gang farfar eller mormor var
unge.

Timeafgang fra Mariager station

Torsdag, fredag og lørdag under festivalen kører veterantoget i timedrift i tidsrummet kl. 11:00 – 17:00 fra Mariager st. op ad den fem en halv kilometer lange stigning til Fjelsted trinbræt. Afgang fra Mariager hvert hele klokkeslæt.

”Togene fremføres af Danmarks flotteste skinnebus – Den røde Rubin, 70 år gammel – eller vores flotte teaktræslakerede motorvognstog fra 1930`erne”, fortæller Katrine.

En tur fra Mariager til Fjelsted og tilbage igen tager 40 minutter. Bagefter er I klar til at fortsætte i byen.

Tag kaffen eller en forfriskning med i toget – det er hyggeligt

Hvorfor ikke supplere en hyggelig familietur på en sensommerdag med medbragt forfriskning i veterantoget? Tag kaffen eller anden forfriskning med og nyd den undervejs.

”Det hele smager dobbelt så godt i de gamle jernbanevogne”, garanterer
veteranbanens driftsbestyrer, der ønsker alle en god festival.

Billetter til veterantogsturen købes på Mariager station.


© Copyright 2023 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.