Stjålne handsker fundet efter fem år

112
Onsdag 20. januar 2021 kl. 11:50

Stjålne handsker fundet efter fem år
Arkiv billede



En salgsannonce med 20 fine handsker på Den Blå Avis fik tirsdag en kvinde fra Randers til at kontakte politiet. Kvinden kunne nemlig genkende handskerne, som i 2015 blev stjålet ved et indbrud i Randers Handsker, som hun arbejdede hos.

Sælgeren havde skrevet, at handskerne stammede fra et konkursbo, men kvinden var slet ikke i tvivl om, hvor de reelt kom fra.

En patrulje kørte til den 37-årige sælgers adresse i Mariager, og da betjentene spurgte ind til annoncen, erkendte han straks, at handskerne ikke stammede fra et konkursbo.

Han havde byttet sig til handskerne for nogle år siden.

Hvem manden med handskerne var, kunne han ikke længere huske, forklarede han.

Handskerne blev beslaglagt, og den 37-årige blev sigtet for hæleri.

© Copyright 2021 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.