Sproget gør noget ved os alle, også i byrådssalen!

Debat
Fredag 17. januar 2020 kl. 07:00

Sproget gør noget ved os alle, også i byrådssalen!


Læserbrev af Christina Kjærsgaard, byrådsmedlem for Venstre og
Anker Boje, byrådsmedlem for Socialdemokratiet.


Byrådsmødet mandag den 13. januar var vellykket og blevet afviklet i en god tone...lige indtil sagen om Stjernehuset, på den lukkede del af dagsordenen, skulle drøftes. Da var den gode stemning for alvor dømt ude, afløst af en skinger og opslidende retorik, hvor salen blev delt i to vande.

Vi 31 byrådsmedlemmer har et ansvar. Vi er demokratisk valgt. Valgt til at løse borgernære opgaver indenfor den økonomiske ramme, som befolkningssammensætningen i Randers Kommunes giver os mulighed for.

Politik er også kemi, ikke på kemiske formler, men derimod den menneskelige forståelse af hinanden, indlevelse, respekt, anerkendelse og accepten af det faktum, at vi som politikere ikke er enige om ideologierne. Men at vi, hvis vi vil, kan samarbejde professionelt, fordi vi grundlæggende respekterer hinandens forskellighed.

Når vi bryder den usynlige grænse for, hvad der er respektfuldt at kalde hinanden, tale ned til hverandre, håne og generelt være disrespektfulde i vores sprogbrug, ja så bliver det kit, der får politik til at lykkes, besværliggjort. I sidste ende til skade for borgerne. De randersborgere, som er byrådspolitikernes eksistensberettigelse, de 97909 personer, som vi er "sat i verden" for at betjene bedst muligt.

Som kollega, som forældre eller som politiker, så gør sproget noget ved os. Efter vores bedste overbevisning, så kan man slippe af med at sige det meste, hvis det bliver sagt på en ordentlig og anerkendende facon.
Vel, vel, politik er en kampplads, en arena, hvor der skal være plads til uenighed, det ligger vist i sagens natur.

Faktuelt er det dog, at de tre sager, Stjernehus-sagen, Verdo-sagen og sagen om mistillid til kommunaldirektør Jesper Kaas Smidt, som det seneste års tid har fyldt meget i både byrådssalen og i medierne, deler byrådet - også internt i partierne. Det slider!

Men, vi skal komme videre, som en gruppe på 31 personer med forskellig politisk observans.
Her er sproget altafgørende for at politik lykkes i sidste ende.
Politikere i andre kommuner kan finde ud af det, det må vi også kunne lære i Randers!

Ikke kun for vores egen skyld, men især for borgernes.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.