Sparekassen Kronjylland opsætter 3 nye hjertestartere i Randers

Randers
Mandag 29. november 2021 kl. 07:00

Sparekassen Kronjylland opsætter 3 nye hjertestartere i Randers
I Assentoft er afdelingsdirektør, Ole Ditlev, glad for, at der nu er hjælp at hente tæt på.


.
Sparekassen Kronjylland opsætter 3 nye hjertestartere i Randers

Der må maksimalt være 400 meter til den nærmeste hjertestarter fra én af Sparekassen Kronjyllands afdelinger. Sådan lyder beslutningen, der har fået Sparekassen til at investere i nye hjertestartere.

Hvert år falder ca. 5.400 danskere om med hjertestop uden for hospitalet.

For hvert minut der går, fra en person falder om med hjertestop, til hjælpen når frem, falder chancen for overlevelse med 10 procent. Derfor er det helt afgørende, at der er hjælp at hente i nærheden.

- Hjertestop kan ske for alle – også nogen tæt på os. Ved at sikre, at der altid er en hjertestarter tilgængelig tæt på, kan vi være med til at skabe tryghed for vores kunder, medarbejdere og borgere i de lokalsamfund, hvor vi har afdelinger, forklarer Marlene Bay Møller, Områdedirektør for HR i Sparekassen Kronjylland.

Nye hjertestartere ved afdelingerne i Assentoft, Vorup og Nordre

I Randers har tre af Sparekassens afdelinger fået nye, døgntilgængelige hjertestartere. Det drejer sig om afdelingerne i Assentoft, Vorup samt Nordre på Mariagervej i Randers.

I Assentoft er afdelingsdirektør, Ole Ditlev, glad for, at der nu er hjælp at hente tæt på.

- Vi er utrolig glade for at have fået en hjertestarter. Det betyder meget for os og for byen. Det er lidt ligesom en forsikring – den er rar at have, men man håber, at man aldrig får brug for den, fortæller han.

Ifølge afdelingsdirektøren har den nye hjertestarter også har fået en god placering i byen:

- Vores hjertestarter hænger lige ud til Storegade, så den er meget synlig i lokalsamfundet og nem at finde, fortæller Ole Ditlev, der samtidig er glad for, at hjertestarteren er døgntilgængelig, så den også kommer lokalsamfundet til gavn udenfor Sparekassens åbningstider.

Hjerteløber: Afstanden er afgørende

Mik Steenfeldt er én af dem, der ved, hvor vigtigt det er at have en hjertestarter tæt på. Han er hjerteløber og afdelingsdirektør i Sparekassens afdeling i Ebeltoft. Her hænger den nærmeste hjertestarter 100 meter fra kontoret, og den korte afstand er afgørende, når alarmen går på hans telefon.

- Det handler om liv og død, så jo kortere, du skal løbe, jo bedre, forklarer han og understreger, at det også har stor betydning, at der er personer til stede, der kan hjælpe.

I Assentoft er det også planen, at medarbejderne i afdelingen får en instruktion i, hvordan de bruger den nye hjertestarter.

- Det giver en tryghed for medarbejderne, at de ved, hvordan den virker, så de er forberedte og tør bruge den, hvis det værst tænkelige skulle ske, fortæller Ole Ditlev, afdelingsdirektør i Assentoft.

Find din nærmeste hjertestarter på https://hjertestarter.dk/find-hjertestartere/find-hjertestartere#




© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.