SOSU'er er eftertragtede

Randers
Lørdag 17. april 2021 kl. 11:00

SOSU'er er eftertragtede

.
SOSU'er er eftertragtede

Lige nu er der åbent for optag for elever på Social- og Sundhedsskolen via elevstillinger i Randers Kommune. SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere er eftertragtede på arbejdsmarkedet og jobmulighederne er mange. En ny kampagne skal øge interessen for området.

Randers Kommune har i fremtiden behov for flere uddannede SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere. Derfor går en kampagne for de gode jobmuligheder og uddannelserne nu i gang. Formålet er at nå ud til unge med bud på en god karrieremulighed inden for social- og sundhedsområdet. Og samtidig er en del af kampagnen rettet mod voksne, som overvejer et karriere- eller brancheskift til SOSU-assistent eller -hjælper.

"Vi gør meget ud af at fortælle, at en uddannelse fra Social- og Sundhedsskolen giver adgang til mange forskellige jobs. Man kan arbejde med mennesker i hjemmeplejen og på ældrecentre, og der er også mulighed for jobs i psykiatrien eller i det private. Samtidig har vi selv masser af jobs på hylderne til de nyuddannede," fortæller Bente Juulsgaard, uddannelseskonsulent i Randers Kommune.

Randers Kommune har netop lanceret hjemmesiden sosuiranders.dk, hvor man kan få et indblik i de muligheder, uddannelsen giver. Her fortæller nuværende elever også, hvorfor de har valgt social- og sundhedsuddannelsen som deres karrierevej.

En helt ny verden

Uddannelserne fra Social- og Sundhedsskolen henvender sig særligt til dem, der har et ønske om at arbejde med mennesker og gøre en forskel i deres arbejdsliv. En af dem, der er glad for sit valg af uddannelse er Laura Blomkvist.

"En helt ny verden har åbnet sig for mig med uddannelsen til SOSU-assistent. Jeg anbefaler uddannelsen, fordi den åbner rigtig mange døre. Du udvikler dig enormt meget som menneske og er næsten altid sikret et arbejde," siger Laura Blomkvist.

Udover en billet til et livsbekræftende arbejde, giver en SOSU-uddannelse også adgang til mange andre uddannelser, som for eksempel sygeplejerske, fysioterapeut og jordemoder.

Der er frist for optager på uddannelsen som social- og sundhedsassistent d. 25. april 2021 og til social- og sundhedshjælperuddannelsen d. 2. maj 2021. Man kan læse mere om uddannelsen og ansøge via Randers Kommunes hjemmeside og den nye side sosuiranders.dk



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.