Skrot de asociale fattigdomsreformerFolketingsvalget 2019Fredag 24. maj 2019 kl. 14:00 Læserbrev af Helle Nielsen, Folketingskandidat Enhedslisten Randers. Sennelsgade 6, 8900 Randers. Mette Frederiksen har udtalt, at hun og Socialdemokratiet ikke går til valg på at sætte ydelserne op, og det er derfor heller ikke finansieret i deres 2025 plan. Men går hun ikke til valg på at være en fortaler for børnene? Hvordan hænger det så sammen med, at hun nu vil fastholde børnefamilier i fattigdom? Det har hun skam tænkt over, for hun vil nemlig nedsætte en ydelseskommission, der skal se på, hvordan ydelserne skal være fremover. Hun er ligeledes klar til at lave specifikke løsninger, der er målrettede børn i fattige familier. Det er for luftigt og slet ikke godt nok. Hvis ikke Socialdemokratiet, såfremt de kommer til magten, vil skrotte alle de asociale fattigdomsydelser, såsom som integrationsydelsen, 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, kan Enhedslisten ikke støtte Mette Frederiksen i at blive statsminister. Dem der stemte for fattigdomsydelsernes indførelse var af den overbevisning, at ledige ville komme hurtigere i arbejde. Men det har vist sig, at det at gøre folk fattigere medvirker nødvendigvis ikke til, at de kommer i job. Tværtimod. For det første skal der være arbejde at få. Mange på overførselsindkomster har gået uden arbejde i flere år. De skal have mere hjælp til at komme ud på et ikke særligt rummeligt arbejdsmarked For det andet; hvor skal den ledige få motivationen fra? Vedkommende skal samtidig med jobsøgning også overveje, hvordan skal huslejen, tandlægeregningen, den daglige mad blive betalt, når pengene er små. Hvor kommer pengene fra til frisørbesøg og pænt tøj, når indkaldelsen til jobsamtale tikker ind i mailboksen? Mange af vores udenlandske medborgere har det endnu sværere. Udover de kun får halvdelen af en kontanthjælp, skal de nu også til at betale tolkebistand. Hvordan hjælper det lige integrationen? Magtesløsheden opstår, når de ikke længere har råd til tolk, og dermed ikke forstår en bjælde af, hvad der bliver sagt på kommunen og lægen. Fattigdomsydelserne er som at tisse i bukserne, først er det varmt, senere bliver det koldt. Eller sagt på en anden måde; lige nu sparer samfundet penge, men på længere sigt bliver det dyrt. Folk bliver syge, når de ikke kan betale medicinregningen eller få ordentlig mad. Vores flygtninge/indvandrere bliver ikke ordentligt integreret og kommer aldrig ud på arbejdsmarkedet. Logisk nok, ikke?
|