Skal Danmark slippe for de evindelige nedskæringer på uddannelserne?

Mandag 4. juni 2018 kl. 08:00

Skal Danmark slippe for de evindelige nedskæringer på uddannelserne?
Iben Sønderup, Havevej 9, Langå - byrådsmedlem og folketingskandidat for Socialdemokratiet i Randers.
LÆSERBREV Af Iben Sønderup, Havevej 9, Langå - byrådsmedlem og folketingskandidat for Socialdemokratiet i Randers.

Det er et meget hypotetisk spørgsmål, påstår man i Venstre, hvor man ikke vil svare på, om de årlige to procents besparelser skal fortsætte efter næste folketingsvalg.

Lars Løkke sagde i sin tale til afslutningsdebatten, at regeringen har styrket erhvervsuddannelserne. Men i virkeligheden har Venstres regering selv skåret 100 millioner kroner på erhvervsskolerne alene i 2018. Skal besparelserne droppes i fremtiden? Det eneste Venstre kan sige er, at de vil kigge på det.

Kigge på det? Det er da ikke noget svar.

I Socialdemokratiet mener vi, at uddannelse er en investering i Danmarks fremtid. Derfor fremlægger vi nu et løfte til danskerne om, at de to procents årlige nedskæringer på uddannelserne vil stoppe, hvis vi får nøglen til regeringskontorerne. Enhedslisten, SF og Alternativet bakker op.

Venstres politiske ordfører, Britt Bager, erklærede i sin ordførertale til Folketingets afslutningsdebat solidariteten under de røde faner for død. Men på uddannelsesområdet kan vi i hvert fald konstatere, at den lever i bedste velgående.

Jeg har i år 10 års jubilæum som gymnasielærer. Og jeg har undervist i seks år på universiteterne i Aalborg og Aarhus. I år er det 20 år siden, jeg selv begyndte mine studier på Aarhus Universitet, som jeg afsluttede fem og et halvt år senere. I løbet af disse år er der sket en langsom nedbrydning af uddannelsessystemet. Den klippegrund af forskning og uddannelse, som har gjort Danmark til et rigt samfund, er ved at erodere.

Vi mærker det hver dag, og ledelserne på gymnasier, erhvervsskoler og universiteter må konstant vride deres hjerner for at finde de to procents besparelser, uden at det skal gå alt for meget ud over medarbejderne og de studerende. Men det mærkes. Alle bliver mere og mere pressede, der er ikke tid nok til eleverne og ikke tid nok til at lære dem stoffet ordentligt.

I Socialdemokratiet mener vi, det er på høje tid at stoppe besparelserne. Uddannelse er til gavn for alle danskere. Vi må stå sammen om at værne om uddannelserne. For vi er fælles om fremtiden.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.