S, SF, K, R og DF prioriterer alligevel ikke børn og unge

Debat
Onsdag 13. november 2019 kl. 13:00

S, SF, K, R og DF prioriterer alligevel ikke børn og unge

Læserbrev af Tillidsrepræsentanterne fra Randers Lærerforening og BUPL Østjylland samt BUPL Østjylland og Randers Lærerforening.

Flertallet i byrådet har vedtaget et budget. Forligspartierne prioriterede kommunens midler men lagde også et budget, hvor man bevidst vælger et utrolig sort og negativt syn på fremtiden. Der var og er penge, der kunne bruges til sikre mere og bedre velfærd i kommunen. Penge, der med rette kunne have været anvendt til daginstitutioners normeringer, skoler og specialskoler, som i forvejen mangler ressourcer. Desværre prioriterer forligspartierne ikke børnene højt nok. Forliget betyder forringelser for børnene, i deres daginstitutioner, skoler og specialtilbud!

Konsekvensen af budgetforliget betyder, at normeringerne på daginstitutionerne udhules, skolernes og specialskolernes budgetter udhules – også i årene der kommer. Forligspartierne er nemlig blevet enige om, at fortsætte den i basisbudgettet indlagte "effektiviseringsprocent" på 0,5% pr. år, altså en årlig gentaget besparelse i hvert af alle overslagsårene.

Embedsværket fremlagde et basisbudget, hvor man efter mange års manglende prisfremskrivning, ville påbegynde at fremskrive økonomien igen. Forligspartierne blev desværre enige om, at de også ville fortsætte denne rammereduktion i årene, der kommer. Når man ikke fremskriver økonomien ift varernes aktuelle priser, betyder det kort sagt, at der ikke er råd til at købe de varer, man har brug for. Konsekvensen er, at pengene til papir, mælk, toiletpapir mv, må tages fra normeringer og timer til børnene – altså en indirekte forringelse af undervisning, nærvær, dannelse, omsorg og normeringer.

Når man roser sig selv for at tilføre skoleområdet penge, og man samtidig vælger at fjerne flere penge fra området, end man giver, er det lig en forringelse. Når man forlader sig på, at "der kommer penge fra regeringen til minimumsnormeringer", men samtidigt sparer flere penge med dette budget end der kommer fremover, gør man lokalt normeringsproblemet endnu større.

Vi er ekstremt skuffede over, når forligspartierne i både valgkamp og efterfølgende, har bekendtgjort, at man ville prioritere børnene, skolerne, daginstitutionerne, den tidlige indsats samt de mest ressourcesvage børn, at man så ikke i handling lever op til ordene.

Vi konstaterer desværre, at forligspartierne ikke længere har en sådan holdning. Deres handlinger viser det modsatte. Forligspartierne prioriterer desværre ikke børnene højt nok, på trods af de mange fine løfter.
Det noterer vi os med skuffelse.

På vegne af såvel Tillidsrepræsentanterne fra Randers Lærerforening og BUPL Østjylland samt BUPL Østjylland og Randers Lærerforening.
Leif Plauborg (Fælles-tr, Randers Lærerforening), Jesper Kragh og Karsten Madsen (begge Fælles-TR, BUPL)

© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.