RgF gymnaster: En stor drøm blev til virkelighed

Randers
Tirsdag 20. juli 2021 kl. 10:18

RgF gymnaster: En stor drøm blev til virkelighed
foto: Daniel Hove-Nielsen og Mads Amstrup Andrease


.

En helt almindelig onsdag i maj vil for altid stå som noget ganske særligt for gymnasterne Daniel Hove-Nielsen (26 år) og Mads Amstrup Andreasen (22 år).

De blev nemlig udtaget til det 13. DGI Verdenshold og skal rejse jorden rundt og udbrede dansk gymnastik og foreningskultur.

For to tidligere RgF gymnaster og instruktører blev drømmen om at komme på DGIs Verdenshold til virkelighed, og nu skal de sammen med 26 andre gymnaster rejse ud i verden og med opvisninger og workshops udbrede kendskabet til dansk gymnastik- og foreningskultur.

Forud for udtagelsen ligger mange års træning og dedikation til gymnastikken, og det bliver en kæmpe oplevelse for Mads og Daniel, som ikke et sekund tøver med at sige, at RgF har spillet en stor rolle i deres succes.

Både Mads og Daniel blev meget overvældet og glade over udtagelsen, som ind til videre er deres største gymnastikmæssige bedrift.

Stolthed i RgF
Det er første gang nogensinde RgF er repræsenteret med ikke mindre end to tidligere gymnaster/instruktører på Verdensholdet.

”Jeg er meget stolt over, at både Mads og Daniel kom igennem nåleøjet og nu skal rejse verden rundt med Verdenshold og udbrede dansk gymnastik”, siger Peter Schøning (RgF formand). ”Det er ret usædvanligt, at RgF er repræsenteret med to gymnaster på samme Verdenshold. Ind til nu har foreningen haft i alt 5 gymnaster – alle herrer – med på de tidligere 12 Verdenshold, og derfor er udtagelsen af både Mads og Daniel yderst usædvanlig og meget, meget flot” siger Peter Schøning.

Gymnastik er en livsstil

Mads har fået gymnastikken ind med modermælken, da både hans forældre og søster er meget engageret i gymnastik. Han startede som helt lille til familiegymnastik og fortsætte med børnene- og springegymnastik. I otte-års alderen var der andre idrætter, som fik Mads’ opmærksomhed og gymnastikken blev for en kortere årrække sat på pause. Men omkring konfirmationsalderen vendte Mads tilbage til gymnastikken, og siden da har han dyrket dels opvisningsgymnastik både på RgF hold og på DGI Repræsentationshold og dels TeamGym konkurrencegymnastik. Blandt andet kan Mads skrive adskillige Danmarksmesterskaber som juniorgymnast samt udtagelse til junior og senior landsholdene på sit CV.

Daniel derimod fik først i en relativ høj alder øjnene op for gymnastikken. Det skete, da han i 9. klasse var på efterskole. Her fandt Daniel ud af, at gymnastik ikke kun er sjov og spas, men at det absolut er en seriøs sport med mulighed for at sætte sig personlige udfordringer og mål. Efter efterskolen tog det for alvor fart. Han startede i RgF som gymnast og instruktør, og særligt instruktørrollen for 12 TeamGym minipiger gjorde, at også Daniels egen udvikling accelererede, da det store ansvar som instruktør gjorde, at han selv blev bevidst om sine egne evner. Daniel har også dyrket opvisningsgymnastik både i RgF og i DGI-regi samt TeamGym konkurrencegymnastik, hvor han kan kalde sig både Danmarks- og Europamester.

Drømmen blev til virkelighed

Mads har i mange år beundret de forskellige Verdenshold og drømt om, at det en dag ville være ham, som skulle stå på gulvet og begejstre og betage publikum med dansk gymnastik i verdensklasse. Daniel har ligeledes beundret Verdensholdet, men først da hans drøm om deltagelse på det verdensomspændende Cirque Du Soleil pga Corona pandemien brast, blev hans fokus rettet ind mod DGI Verdensholdet og det faktum, at han kunne blive en af de 28 dygtige gymnaster, som skulle ud og vise Danmark frem.

To forskellige drømme blev en onsdag i maj til den samme virkelighed, da Daniel og Mads modtog beskeden om, at de var blandt de 28 gymnaster på Verdenshold nr. 13.

Nu venter 12 måneder med masser af udfordringer og oplevelser.



---


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.