Retten i Randers: Tre mænd sigtet for røveri, vold og ulovlig tvang

Randers
Torsdag 21. september 2023 kl. 13:00

Retten i Randers: Tre mænd sigtet for røveri, vold og ulovlig tvang

Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 9.30 tre mænd på 17, 18 og 18 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De tre mænd er sigtet for røveri, vold og ulovlig tvang ved den 25. august i år at havde trængt ind i en lejlighed i Grenaa, hvor de overfaldt en 18-årig mand med flere slag og bl.a. tog nogle parfumer og en kasket fra ham. Derudover tog de ifølge sigtelsen kvælertag på en 16-årig dreng, som også blev slået og fik klippet noget af håret af.

Efterfølgende tvang de ifølge sigtelsen den 18-årige til at sætte sig ind i en bil, hvorefter han blev kørt hen til en hæveautomat for at hæve nogle hundrede kroner til dem.

Den 17-årige og den ene 18-årige er desuden sigtet for vidnetrusler ved have truet den 16-årige og den 18-årige for at afholde dem fra at kontakte politiet.

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om forholdet i begyndelsen af september og har siden efterforsket sagen intensivt.

De tre mænd og de to forurettede kender hinanden, men Østjyllands Politi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse yderligere detaljer om sagen af hensyn til den videre efterforskning.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret i sagen.




© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.