Regeringens sundhedsudspil løser langtfra udfordringerne i sundhedssektoren

Debat
Mandag 9. maj 2022 kl. 15:00

Regeringens sundhedsudspil løser langtfra udfordringerne i sundhedssektoren
Michael Aastrup Jensen, Medlem af Folketinget for Venstre,


Af Michael Aastrup Jensen, Medlem af Folketinget for Venstre,

Regeringens nye sundhedsudspil løser langtfra alle udfordringerne i sundhedssektoren

Efter mere end 2 års nøl fremlægger den socialdemokratiske regering endelig deres bud på en sundhedsaftale, der i mine øjne både mangler vilje og heller ikke formår at imødegå alle de akutte problemstillinger, vi står over for.

Udspillet mangler fortsat konkrete løsninger på, hvordan vi får skabt en bedre sammenhæng, og hvordan vi får uddannet flere varme hænder og hoveder til vores sundhedsvæsen – nok den væsentligste problematik, der skriger på en akut løsning, nu og her. Regeringens sundhedsudspil understreger den manglende vilje til at sikre de nødvendige forandringer der skal til, og i Venstre har vi heldigvis nogle konkrete bud på løsninger, som vi vil gå konstruktivt ind til forhandlingerne med.

Når vi i Venstre går ind til forhandlingerne, skal vi sikre, at det er patienten der er i centrum. Vi har derfor stillet et beslutningsforslag, der skal sikre bedre lægedækning i Danmark. Det indebærer en strategi, der skal sikre mindst 5.000 praktiserende læger, samt bedre speciallægedækning. For mig er det vigtigt, at det kommer hele Østjylland til gavn, hvorfor målet skal indfries gennem økonomiske incitamenter og flere uddannelsespladser.

Vi arbejder på at få etableret 35 nye og moderne sundhedshuse, der skal give en bedre, borgernær behandling.

Dertil ønsker vi 15 nye kørende akutberedskaber i de områder, hvor responstiderne er højest. Det gælder især landdistrikterne i Østjylland. Slutteligt skal vi have en national handleplan med konkrete løsninger på, hvordan vi skal imødekomme den store personalemangel, vi står over for. Her arbejder vi på at gøre det nemmere at hente international arbejdskraft, så vi kan sikre alle borgere god og ligeværdig behandling, på tværs af landet. Vigtigst af alt skal vi give medarbejderen friheden til sit arbejde tilbage, så bureaukratiet ikke bliver en hæmsko for at udføre den nære velfærd – intet skal stå i vejen for fagligheden, hvis det står til os.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.