Randers Politiorkester har uddelt overskud fra Julevelgørenhedskoncert

Randers
Fredag 12. april 2024 kl. 10:00

Randers Politiorkester har uddelt overskud fra Julevelgørenhedskoncert
På billedet ses repræsentanter fra Fit4Kids Randers sammen med formand for Randers Politiorkester Alex Eriksen.


Randers Politiorkester afholder hvert år sin traditionelle Julevelgørenhedskoncert, hvor overskuddet doneres til velgørende formål i Randers og opland. Orkestret har gennem årene doneret penge til mange vidt forskellige formål, og valget er endnu en gang faldet på en organisation, der støtter udsatte børn og unge.

“Vi har også denne gang fokuseret på et område, der er meget diskuteret - nemlig socialt udsatte børn og unge, der er udfordrede af hverdagen”, udtaler formand for orkestret Alex Eriksen. “Derfor har vi valgt at støtte Fit4Kids Randers, som gør et stort arbejde for at hjælpe netop denne gruppe”.

Fit4Kids er et sundhedsprogram, der henvender sig til børn og unge i alderen 7-15 år. Der fokuseres bl.a. på motion, kostvejledning, coaching og sociale events. “I bestyrelsen blev vi hurtigt enige om, at dette var det rette formål at støtte og dermed være med til at bringe lidt glæde ind i børnenes hverdag”, siger Alex Eriksen.

Donationen blev overrakt til repræsentanter fra Fit4Kids i forbindelse med orkestrets Foyerkoncert på Værket den 23. april 2024.

“Vi er så heldige, at vi har et trofast publikum, der også bakker op om velgørenhed. Derfor har vi kunnet give en yderligere donation”, udtaler Alex Eriksen.

Orkestret har valgt også at støtte Stafet for Livet, som samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Donationen sker via en koncert i forbindelse med afholdelse af arrangementet på Langvang i juni måned.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.