Randers FC hentede et enkelt point i Aarhus

Randers
Søndag 31. juli 2022 kl. 23:15

Randers FC hentede et enkelt point i Aarhus
RandersFC logo


AF Klaus Hansen

Det ender igen uden vinder, da Randers FC gæstede AGF. Patrik Carlgren storspillede og holdte buret rent for første gang i sæsonen.

Lokalderbyet mellem AGF og Randers FC blev spillet søndag eftermiddag i det fantastiske sommervejr på Ceres Park. Randers FC var uden en syg Frederik Lauenborg. Viceanføreren blev erstattet af den blot 18-årige Mads Enggård på den centrale midtbane.

Allerede i det første minut bliver Randers FC forsvaret sat på prøve. Sigurd Haugen kommer frem til en stor chance, efter at Hugo Andersson mister ham i feltet. Heldigvis overplacere han sin afslutning.

Randers FC er generelt på hælene i starten af kampen. Patrik Carlgren må redde Randers FC med en klasseredning på afslutning fra Mikael Andersson, der kommer helt alene igennem Randers FC defensiven. Her er der spillet seks minutter og Randers FC har slet ikke fået fat i noget.

Kort tid efter må Carlgren igen i aktion. Sløset forsvarsspil af Hugo Andersson ender med endnu en mulighed til Mikael Andersson, men igen er vores målmand på plads i og redder afslutningen.

Randers FC kommer bedre med i kampen

Efter nogle svære første 10 minutter af kampen er Randers FC kommet bedre med. Holdet får mere tid på bolden, og Stephen Odey sender en afslutning afsted, men bolden går langt forbi. Endnu et optræk til noget farligt sker efter 15 minutter. En fremragende bold i dybden fra Lasse Berg Johnsen, men igen mangler der kvalitet. Denne gang fra Tosin Kehinde. Med 20 minutter på uret har Hugo Andersson sneget sig med i feltet, hans afslutning på hovedstød går igen over mål.

Mads Enggård og Marvin Egho, der begge starter for første gang i sæsonen, gør ikke meget væsen af sig i den første halve time. Egho har det svært overfor Frederik Tingager, mens Enggård arbejder hårdt på den centrale midtbane.

Lasse Berg er efter en halv time tæt på at stjæle bolden fra AGF forsvaret, men Yann Bisseck kommer i vejen lige inden det bliver rigtig farligt. Noget der også kan blive farligt er et frispark til AGF lige uden for feltet. En god position for de hvidklædte, men heldigvis for Randers FC går bolden i Carlgrens mur.

Begge hold har i slutningen af første halvleg et par halve chancer, men uden det bliver rigtig farligt. En hovedstødschance til AGF’s Yann Bisseck går forbi den ene opstander, mens Marvin Egho forsøger at få vendt i feltet på en indlæg fra Jakob Ankersen, men uden en ordentlig afslutning fra østrigeren.

Første halvleg slutter uden scoring. AGF med de største chancer og et Randers FC hold, der har arbejdet sig bedre ind i kampen som halvlegen skrider frem.

To nye folk fra starten af anden halvleg

Randers FC skifter to mand i pausen. Hugo Andersson bytter med Simon Graves og Stephen Odey skifter med Filip Bundgaard. Bundgaard kommer fra begyndelsen på anden halvleg ind med god energi, og Simon Graves bidrager med noget af den konsekvens i duellerne, som manglede i første halvleg.

Kampens intensitet stiger efter pausen, og AGF-træner Uwe Rösler modtager en advarsel efter et frispark til Daniel Høegh, som han ikke mente var korrekt dømt. Tændingen på banen stiger også efter en hård duel midt på banen, hvor både Randers FC’s Mads Enggård og AGF’s Thomas Kristensen modtager advarsel.

Filip Bundgaard får Randers FC’s bedste mulighed i kampen, da han kommer fri på kanten af feltet, og tvinger en redning ud af Jesper Hansen i AGF målet. Kort efter må Patrik Carlgren også hive en redning op af lommen på en afslutning fra Eric Kahl.

Randers FC har svært ved at skabe chancer, og den sidste skarphed mangler når de er på AGF’s bagerste tredjedel. Et af de bedste bud på en scoring kommer faktisk fra et AGF hoved. Sigurd Haugen står på forreste stolpe, og er tæt på at heade bolden i eget mål efter et hjørnespark fra Adam Andersson. Bolden stryger dog lige over mål til et nyt hjørnespark.

Svensk målmandsklasse fortsætter

Randers FC’s klart bedste mand er Patrik Carlgren, og efter 70 minutter må han igen redde Randers holdet. Patrick Mortensen kommer lidt tilfældig til en fri afslutning i feltet, men heller ikke her bliver den svenske sprællemand passeret.

Thomas Thomasberg skifter til det sidste kvarter igen to mand. Tosin Kehinde, der lige har fået en advarsel, erstattes af Edgar Babayan, Mens Marvin Egho efter en svær dag på grønsværen, bliver erstattet af Nicolai Brock-Madsen.

Det er dog fortsat Patrik Carlgren der må arbejde hårdest for sin løn. Patrick Mortensen er tæt på at score til 1-0 kort efter, men heldigvis går hans forsøg lige forbi mål.

Med den sidste Randers FC’s udskiftning bytter unge Mads Enggård med en anden af vores egne, Tobias Klysner. 82 minutter er spillet, men det er en anden indskifter, Filip Bundggard, der med sin anden afslutning indenfor rammen, forsøger at sparke de tre point til Randers. Endnu engang uden de store problemer for Jesper Hansen i AGF buret.

Tre minutter inde i dommerens tillægstid er Nikolai Brock-Madsen ved at stjæle de tre point med til nord på. Efter et hjørnespark heades bolden på tværs i feltet, hvor den store angriber desværre overplacere sin afslutning med højre foden. I den anden ende er Patrick Mortensen ligeledes ved at gøre det onde ved Randers FC, men hans afslutning reddes nok engang af dagens uomtvisteligt bedste spiller, Patrik Carlgren.

Det slutter efter hele seks tillægsminutter med 0-0 i Aarhus. Randers FC er dermed fortsat ubesejrede i sæsonen, men mangler også sin første sejr.

AC Horsens venter på fredag

Næste kamp er allerede på Fredag, når rækkens øjeblikkelige nummer et, AC Horsens, kommer til Cephues Park. Kom og støt holdet og hjælp med at få sæsonen første sejr, når bolden triller kl. 18:00.

Køb dine billetter til kampen her: Billetter RFC - ACH


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.