Randers Færgefart kompenserer nu brændstoffet

Randers
Søndag 18. oktober 2020 kl. 10:00

Randers Færgefart kompenserer nu brændstoffet


"Det Blå Danmark" får nu en helt ny mulighed for at sejle på CO2-kompenseret brændstof, og Randers Færgefart har som en af de første valgt at kompensere sit årlige forbrug af det renere GTL-fuel. Det er energiselskabet DCC Energi, der nu tilbyder at kompensere CO2-aftrykket fra søfartens forbrug af brændstof.

Ligesom mange andre brancher arbejder søfarten i dag målrettet med at nedbringe miljø- og klimapåvirkningen. Og med et nyt tilbud om at CO2-kompensere brændstoffet - også til søfarten - introducerer DCC Energi et nyt redskab for eksempelvis færgeruter, som ønsker at gøre noget ved CO2-udledningen fra deres brændstof.

Randers Færgefart er en af første indenfor søfarten herhjemme, der har valgt at sætte ind overfor brændstoffets CO2-aftryk. Her kompenserer man nu ifølge overfartsleder Svend Svendsen alt forbrug af det renere GTL-fuel, som Randers Færgefart siden årsskiftet har sejlet på.

"Vi vil gerne gøre en indsats for at drive færgefarten lidt grønnere. Og med GTL, som vi nu også kan CO2-kompensere, gør vi nu noget ved både de lokale emissioner og klimaaftrykket fra brændstoffet. Det er et vigtigt, men også naturligt skridt, når nu mulighederne er der, synes jeg. Samtidig går det fint i tråd med mange af de initiativer, der også bliver taget i kommunalt regi her i Randers," siger han.

Som en del af CO2-kompenseringen modtager Randers Færgefart en gang om året et certifikat, som gør status på, hvor mange tons CO2, der er blevet kompenseret. Ifølge Svend Svendsen vil certifikatet blive brugt aktivt på både selskabets hjemmeside og i markedsføring.

Gælder alle typer brændstof
Tilbuddet om at CO2-kompensere gælder alt brændstof, som DCC Energi sælger til danske kunder. Ud over søfarten, kan også almindelige bilister, husstande med oliefyr, virksomheder og kommuner kompensere brændstoffets CO2-aftryk via kreditter fra certificerede skov- og naturbevarelsesprojekter[1]. Eksempelvis i Peru og Indonesien, hvor to skovbevaringsprojekter beskytter 1,8 millioner hektar truet skov og vådområde.

Alene de to projekter genererer hvert år 10 millioner CO2-kreditter. Det svarer til, at en udledning af 10 mio. tons CO2 til atmosfæren er undgået eller fjernet. Til sammenligning udledte Danmark i alt 51,9 millioner tons CO2 i 2018.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.