Politiet forsætter succes

Aarhus
Lørdag 21. november 2020 kl. 11:00

Politiet forsætter succes
Foto Lars Aar


.
Politiet forsætter den intensive færdselsindsats i det vestlige Aarhus

Østjyllands Politi har den seneste tid haft øget fokus på færdslen i det vestlige Aarhus, hvor der dagligt har været patruljer forbi for at holde ekstra øje med trafikanterne.

Torsdag eftermiddag og aften kørte Østjyllands Politis færdselsafdeling en målrettet indsats i det vestlige Aarhus, som en del af politiet øgede fokus på trafikkulturen i området. Færdselspatruljerne var i området i tidsrummet fra kl. 16.00 til 22.30, og på den tid nåede betjentene at skrive 61 sigtelser fordelt på 53 personer.

”Resultatet af den målrettede færdselsindsats bekræfter os i, at der er rigtig god grund til at fastholde vores intensive færdselsindsats i denne del af byen, hvor vi gentagne gange kan konstatere, at der er for mange trafikanter, der ikke overholder færdselsreglerne,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.



61 sigtelser – 53 sigtede

Blandt de mest bemærkelsesværdige sager fra torsdagens indsats kan nævnes en billist, der kort før kl. 21.30 kom kørende med høj fart ad Åby Ringvej og drønede overfor rødt lys i krydset ved Edwin Rahrs Vej. Han havde dog så travlt, at han ikke havde bemærket, at der holdt en civil politibil på stedet.

Betjentene kørte efter, og da de fik standset bilen, kunne de konstatere, at den 26-årige fører ikke havde førerret, men til gengæld var han påvirket af narko. Han fik derfor tre sigtelser med sig hjem – én for at køre frem for rødt lys, én for kørsel uden førerret og én for narkokørsel.

Torsdagens færdselsindsats gav følgende sager:

2 x narkokørsel
1 x kørsel uden førerret
5 x kørsel frem for rødt lys
2 x brug af håndholdt mobiltelefon
3 x ulovlig overhaling
1 x tæt kørsel
7 x færdselstavler ej respekteret
3 x sikkerhedssele ej benyttet
2 x manglende lygteføring
5 x kørekort ej medbragt
10 x andre forseelser
12 x hastighed i tættere bebygget område (11 til klip og 1 til betinget frakendelse.)
5 x hastighed ved færdselstavler (heraf 4 til klip)
3 x cykler uden lys

I alt fik 24 personer et klip i kørekortet, og én fik en betinget frakendelse af kørekortet ved at køre 97 km/t på Sintrupvej i Brabrand, hvor man må køre 50 km/t.

Daglige indsatser i området

Udover de målrettede færdselsindsatser, som den der blev gennemført torsdag eftermiddag/aften, har patruljer fra Østjyllands Politi de seneste uger på daglig basis kørt indsatser i området omkring Ringvejen i det vestlige Aarhus på forskellige tidspunkter af døgnet. Det har foreløbigt ført til flere end 100 sigtelser fordelt på 25 indsatser.

Blandt sagerne kan nævnes:

22 sigtelser for ulovlige manøvrer – såsom ulovlige overhalinger samt forbudte sving og vendinger
20 sigtelser for at køre for stærkt
16 sigtelser for brug af håndholdt mobil
14 sigtelser for at køre frem for gult eller rødt lys
”Vi har haft, og vil også fortsat have, rigtig mange færdselskontroller i og omkring det vestlige Aarhus. Så længe vi kan konstatere, at der stadig er for mange, der ikke kan finde ud af at følge færdselsreglerne, så fortsætter vi vores massive kontroltryk, for at sikre at alle de øvrige trafikanter trygt kan færdes i området,” siger Brian Voss Olsen.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.