Paramedicinere træder til

Randers opland
Tirsdag 17. marts 2020 kl. 12:29

Paramedicinere træder til

.
De nordjyder, der ikke selv kan transportere sig til hospitalet, får nu hjælp af en af Region Nordjyllands paramedicinere, der vurderer, om borgeren skal indlægges på grund af COVID-19 symptomer, eller om borgeren kan blive hjemme.

Det skal tage noget af trykket af på regionens akutmodtagelser.

Borgerne skal stadig visiteres som normalt via egen læge eller lægevagten.

Det nye tiltag betyder, at paramedicineren kan køre ud til de patienter, der ikke vurderes akut indlæggelseskrævende af henvisende læge – altså kun i de tilfælde, hvor man kan være i tvivl om, hvorvidt patienten er indlæggelseskrævende eller ej.

Paramedicineren har mulighed for at lave en klinisk vurdering af borgeren i hjemmet, og herefter i samråd med en læge på hospitalet vurdere, om patienten kan afsluttes på stedet eller skal bringes til hospitalet med en præhospital transport.

”Vi sætter nu vores paramedicinere ind, fordi vi har brug for at tage noget af trykket af på vores akutmodtagelser. Samtidig hjælper vi også lægevagten med at vurdere borgeren i eget hjem”, siger Poul Anders Hansen, der er præhospital lægelig chef i Region Nordjylland.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.