Opgangen evakueret i Steen Blichers GadeRandersOnsdag 13. januar 2021 kl. 19:00
Tirsdag kl. 23.52 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var kraftig røgudvikling fra en lejlighed på Steen Blichers Gade i Randers C. Da patruljen ankom til stedet blev de øvrige beboere i opgangen evakueret, mens brandvæsnet forsøgte at skaffe sig adgang til lejligheden. Da døren ikke blev åbnet, blev den slået ind. I lejligheden lå beboeren, en 38-årig mand, og sov. Røgen kom fra ovnen i køkkenet, men det stod hurtigt klart, at der ikke havde været ild i noget. Den 38-årige mand forklarede, at han havde været ved at lave mad, men var faldet i søvn, hvorfor de pommes frites, det var sat i ovnen havde fået lige rigeligt. Den 38-årige mand blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven og kan se frem til en bøde på 1500 kroner.
|