Opdatering: 208 km./t i stedet for 80 km./t ved Hadbjerg

112
Fredag 27. marts 2020 kl. 15:12

Opdatering: 208 km./t i stedet for 80 km./t ved Hadbjerg

.
Østjyllands Politis færdselsafdeling fortsætter med at lave kontroller på vejene, selvom der ikke er så mange biler for tiden.

Og det fortsætter her til middag, hvor vi for få minutter siden tog en bilist, der kørte 208 km/t på Landevejen ved Hadbjerg, hvor man må køre 80 km/t. Det koster en ubetinget frakendelse af kørekortet! Sæt nu farten ned!!!

Færdselsreglerne gælder nemlig stadig – men det virker til, at nogen bilister ikke helt har forstået det.

Torsdag eftermiddag var politiet på Djurslandsmotorvejen, hvor det blev til i alt 13 sigtelser på cirka halvanden time. Fire bilister skal til en kontrollerende køreprøve, fordi de nu er blevet betinget frakendt kørekortet. En af dem kørte hele 174 km/t på en strækning, hvor man må køre 110 km/t.

Otte ”slap” med et klip i kørekortet. Den ene af dem nåede flere snakke med politiet, da han to gange på en time blev målt til at køre for stærkt på motorvejen. En enkelt bilist blev fanget med mobilen oppe ved øret.

I Odder tog en betjent på kontrol i civil patruljebil. Herfra målte han blandt andet en bilist til at køre 108 km/t i en byzone, og fem bilister kan se frem til klip i kørekortet for at køre for stærkt på landevejene omkring Odder.

Fart og uopmærksomhed dræber altså stadig – selvom der ikke er så meget trafik som normalt. Derfor vil Østjyllands Politi fortsat være at finde rundt på de østjyske veje.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.