Op på cyklen igen – på supercykelstier

Debat
Mandag 26. april 2021 kl. 07:00

Op på cyklen igen – på supercykelstier

.
Poul Rubach, Harridslev. Første suppleant til Byrådet for Radikale Venstre

Vi er mange, der har fokus på klima, sundhed, fremkommelighed mm,
og det er slagordene for at vi i Radikale Venstre - for at få trafikanterne ud
af bilerne – ønsker, at der på lang sigt etableres flere cykelstier.

Der er bevilliget statspenge til cykelsti fra Mejlby til Hald, og
måske længere nordpå, hvis pengene rækker til det. Det har bl.a. radikales
folketingsgruppe bidraget til, og det er jeg glad for.

Randers by er rimelig godt dækket ind, og godt for det. Her bruger
mange cyklen som primære befordringsmiddel, så det bekræfter jo, at bedre
cykelfaciliteter desto mere cykeltrafik.

Nu er det landdistrikternes tur til cykelstier.

Det er sund fornuft at genbruge nedlagte jernbanespor til en fantastisk smuk cykeloplevelse.

Vi radikale ser to oplagte supercykelstier, der forbinder Randers og landsbyerne. På byrådsmødet den 26. april stillede vi forslag om, at
disse inddrages i Infrastrukturplanen. De er dels den gamle jernbane til
Hadsund og den til Allingåbro.

Stykket af Hadsundbanen fra Udbyhøjvej til Hadsundvej ved krydset
til Lem, vil forbedre cykelsikkerheden betydelig på den flotte strækning.

Her mangler "blot" noget asfalt. Ikke billigt, men indenfor økonomisk rækkevidde.

En del af strækningen er allerede etableret, dog kun med grus belægning, som ofte fører til punkteringer.

På den vestre side af Hadsundvej er der en velfungerende cykelsti
til Spentrup, så her kan der nu blive en samlet løsning, så cyklisterne undgår de farlige kryds i Randers by.

Ja på meget lang sigt, kunne det være spændende om game Hadsund-Peters jernbane bliver til en supercykelsti.

Samtidig kunne det være spændende med en supercykelsti på
den gl. jernbane fra Århusvej og mod Allingåbro med afkørsler i Kristrup,
Romalt, Assentoft, Uggelhuse, Grund og Allingåbro.

Lad os få de to supercykelstyer ind i infrastrukturplanen – med
det håb, at om et årti eller to kan kommunens borgere komme op på cyklen, og cykle der hvor togene bumlede for efterhånden mange år siden.

Vi kan faktisk sige, at de to supercykelstier derved bliver to kulturspor i landskabet, til gavn for både land og by samt folkesundheden.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.