Ny familiepolitik, takSøndag 13. marts 2016 kl. 08:31
Danmark har hårdt brug for en ny familiepolitik som efter vores opfattelse bør indeholde mulighed for, at gøre brug af orlovsordninger og hvor en ny familiepolitik tager udgangspunkt i barnet og den enkelte familie. Efter Kristendemokraternes (KD) opfattelse ser vi gerne genindførelsen af de orlovsordninger, som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik gennemført i midten af 90'erne på foranledning af det daværende Kristelig Folkeparti (nu KD, red.). Det var orlovsordninger - udover barselsorlov - som gav forældrene en lovfæstet ret til orlov for børn under en vis alder, så vidt jeg husker otte år. For KD er det ikke et spørgsmål om, at vi som samfund skal tilgodese familiernes trivsel, men derimod et vilkår vi som samfund må acceptere, skal løftes. Efter vor opfattelse er familien én af grundpillerne i det danske samfund og netop derfor skal der værnes om familien. Alle nøgletal for familiernes trivsel i dagens Danmark taler desværre kun deres alt for tydelige sprog med mange brudte parforhold og brudte ægteskaber. I KD mener vi, at mange familier kunne have stor gavn af fleksible orlovsordninger, som skal kunne bruges af begge forældre og samtidig skal der være en orlovsydelse som er rimelig – fx 80 procent af max dagpengesatsen. For os i KD må orlovsordningerne indgå som et omdrejningspunkt i en ny familiepolitik og skal selvfølgelig gennemføres i god forståelse med arbejdsmarkedets parter. Det handler om, at skabe livskvalitet og robusthed i den enkelte familie. Det kan f.eks. ske igennem orlovsordninger, hvor der kan skabes rum og mulighed for omsorg. Efter KD's opfattelse, så er en investering i familierne en fordelagtig investering, som giver høje afkast i form af flere trygge børn – færre brudte ægteskaber/parforhold – mere harmoniske familier med alt det positive, det nu engang medfører. En genindførelse af orlovsordningerne fra 1990erne hvor ledige og andre så vil kunne overtage orlovspersonens job i en periode, vil på den lange bane blive udgiftsneutral og det kan kun gå for langsomt med at få etableret en ny familiepolitik i Danmark. * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
|