Ny chef for Plan, By og Natur i Randers Kommune

Randers
Torsdag 6. juli 2023 kl. 06:00

Ny chef for Plan, By og Natur i Randers Kommune
Randi Vuust Skall er ny chef for Plan, By og Natur. Privatfoto


Randers Kommune har netop ansat Randi Vuust Skall som ny chef for Plan, By og Natur. Hun får dermed ansvaret for en række fagområder i kommunen som byudvikling, planlægning, miljø og natur.

"Vi får en stor kapacitet i Randi Vuust Skall. Randi kommer med stor erfaring i at arbejde på tværs af vores mange fagligheder i Udvikling, Miljø og Teknik. Hun er derfor den helt rigtige til at stå i spidsen for en tæt koordineret myndighedsfunktion, som er det, vores borgere og erhvervsliv har brug for. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor der sker stor en stor udvikling i Randers kommune" siger Jens Heslop, direktør for Udvikling, Miljø og Teknik.

Randi Vuust Skall kommer fra en stilling som leder af Plan og Byudvikling i Skanderborg Kommune, og inden da var hun i 10 år ansat i Horsens Kommune, hvor hun bl.a. har været afdelingsleder for Plan og By og konstitueret som chef for Plan, Byg og Erhverv, ligesom hun også tidligere har været ansat i Vejen og Ikast-Brande Kommune og i rådgiverbranchen.

"Jeg glæder mig meget til at starte i Randers Kommune. Det er en kommune, hvor der sker rigtig meget, og det bliver spændende at være en del af det hold, der er med til at sætte rammerne for fremtidens Randers Kommune. Opgaven i at sikre, at byudvikling, mobilitet og natur går op i en højere enhed og derigennem skabe resultater ude i virkeligheden er både meget vigtig og virkelig spændende," siger Randi Vuust Skall og fortsætter:

"Og det får jeg god mulighed for at fokusere på sammen med politikere, kollegaer og samarbejdspartnere i kommunen."

Randi Vuust Skall er 43 år og bor i Horsens med sin mand og to børn. Hun er uddannet civilingeniør i Urban Design fra Aalborg Universitet i 2003 og har siden efteruddannet sig både i ledelse og inden for det planfaglige felt med blandt andet strategisk byledelse for fagchefer.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.