Nu kommer vigtig personalesag for byrådet i RandersDebatTirsdag 20. april 2021 kl. 16:00
Nu kommer vigtig personalesag for byrådet i Randers Skoleafdelingen i Randers har afskediget lærer og konsulent Jørgen Schirmer Nielsen, hvis arbejde for kommunen ingen kan sætte en finger på. Det er da heller ikke det, der er sket. Jørgen Schirmer er ikke bare kendt lokalt i skolekredse som en dygtig, grundig og engageret medarbejder, men også ude omkring i landet. Han har ud over sin læreruddannelse også en lederuddannelse, og han har flere diplomuddannelser og en proceskonsulentuddannelse, ligesom han har skrevet artikler og udgivet bøger. Han har været proceskonsulent i andre kommuner vedrørende skolebiblioteket på vej mod ”det pædagogiske udviklingscenter” og været aktiv i Danmarks It-vejlederforening. Han har altid været værd at lytte til. Hvad er der da så gået galt? Jo, tilsyneladende er kommunen blevet træt af, at Jørgen som medarbejder på Læringscenter Randers som fagmand har kritiseret funktionaliteten og det forringede arbejdsmiljø, der er fremkommet ved flere flytninger og omstruktureringer. For nylig blev han så bedt om at afvikle alle opgaver. En dygtig medarbejder er blevet afskediget, fordi skoleafdelingen i Randers ikke kan finde ud af, at faglige medarbejdere kan kvalificere et beslutningsgrundlag og at faglig og kvalificeret kritik kan omsættes til gode løsninger. Men nu bliver sagen heldigvis taget op i byrådet. Jeg gætter dog på, at borgmesteren afviser at diskutere sagen, fordi der er tale om en personalesag. Det er også det nemmeste. Vi får se!
|