NGO'er udgiver bog om Verdensmål for at inspirere kirker til handling

Danmarkidag
Søndag 19. januar 2020 kl. 11:00

NGO'er udgiver bog om Verdensmål for at inspirere kirker til handling

Folkekirkens Nødhjælp, ADRA Danmark, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Folkekirkens mellemkirkelige Råd er gået sammen om at udgive 'Verdensmålsbogen'. Formålet er at inspirere og engagere menigheder, organisationer og kristne i hele Danmark til at handle på verdens udfordringer lokalt, så det får global virkning.

Kan Bibelen, den kristne tro og teologisk refleksion være en ressource i arbejdet på at nå FN's 17 Verdensmål? Det mener en række kirkelige organisationer, der nu er gået sammen om at udgive en inspirationsbog til kirker og kristne netværk i Danmark. Udgivelsen hedder 'Verdensmålsbogen – FN's Verdensmål i lyset af den kristne tro'.

Bogen giver refleksioner over, hvad Bibelen og kristendommen har at sige til hvert enkelt Verdensmål. Her er input til fx prædikener, kirkeligt børnearbejde og studiegrupper. Hvert af de 17 temaer sluttes af med forslag til sange og salmer, en bøn, spørgsmål til debat samt opfordring til handlinger.

Udgiverne af bogen - Folkekirkens Nødhjælp, ADRA Danmark, Dansk Missionsråds Udviklingspulje og Folkekirkens mellemkirkelige Råd udtrykker enstemmigt i forordet (forkortet):

"For at ændre de grundlæggende strukturer, som skaber konflikt, uretfærdighed og klimaproblemer, må vi være mange, som går sammen."

Generalsekretæren for ADRA Danmark, Jens Vesterager siger: "Kirken er Guds udstrakte arm på jord til at passe på kloden og mennesker, men kirkerne er blevet kaldt sovende kæmper. Vi kristne skal være vågne i forhold til at være gode eksempler, og Verdensmålene er et forsøg på at sætte retningen for, hvordan vi passer bedre på skaberværket."

"Med verdensmålene har vi som kirkelige organisationer fået et nyt sprog, som vi kan bruge til nå hele befolkningen for at fremme en fælles sag – nemlig at skabe en bæredygtig fremtid for alle mennesker i verden, og at ingen skal lades tilbage," siger Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Verdensmålene ind under huden

Sognepræst Finn Dyrhagen, fra Majbølle Kirke på Lolland, tager med glæde imod udgivelsen.

"Jeg glæder mig til at få materialet i hånden og bruge det. Jeg er med i et seniornetværk, der har arbejdet med at få de lokale kirker til at få Verdensmålene ind under huden. Vi vil ikke blot folde hænderne og gå hjem igen. Kirken har en opgave med at passe på skaberværket. Indtil nu har vi blot arbejdet med to-tre af målene, så det er jo helt fantastisk, at der nu findes en bog, hvor alle målene er behandlet."



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.