Nej til halalkød!

Folketingsvalget 2019
Søndag 26. maj 2019 kl. 11:00

Nej til halalkød!

Af Nick Zimmermann, Danmarksgade 15, Randers - byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers og Folketingskandidat.

Halalslagtning er en barbarisk og ganske uhyggelig måde at slagte dyr på. Derfor siger jeg klart nej til halalkød! Hvis jeg bliver valgt til Folketinget, vil jeg arbejde målrettet for et forbud mod at servere halalkød på samtlige offentlige institutioner og arbejdspladser. Derudover vil jeg arbejde for, at halalkød der bliver solgt i private forretninger skal være tydelig mærket, så vi danskere kan undgå at købe det muslimsk slagtede kød.

Desværre kan halalkød være svært at undgå i dagligdagen, da man jo ikke har det store kendskab til, hvilke produkter der er halalslagtede. Grunden er, at det i dag ikke er lovpligtigt at mærke religiøst slagtet kød. Det er et stort problem, da jeg tror, at vi er mange danskere der naturligvis meget gerne vil undgå at købe det. Generelt går vi jo i Danmark meget op i dyrevelfærd, og derfor vil mærkning af halalkød kunne hjælpe os til at kunne vælge det fra.

Dyrevelfærd er vigtigt for os i Dansk Folkeparti, og det er noget vi altid har kæmpet for. Derfor er det også vigtigt for os, at vi siger klart nej til den forfærdelige dyremishandling, der finder sted ved halalslagtning. Udover at slagtemetoden er yderst barbarisk, så betaler vi danskere, når vi køber halalkød, til Muslim World League, der er en islamisk organisation, styret af Saudi-Arabien. Den har til formål at udbrede islam over hele verden, blandt andet ved at bygge stormoskeer. Det er Muslim World League der står for certificeringen af halalkød på slagterierne, og det er den vej igennem, at vi danskere betaler ufrivilligt til den frygtelige organisation, når vi køber halalkød i køledisken uden at vide det.

Der er altså alt mulig god grund til at bekæmpe halalkød, og jeg synes faktisk at det er ganske uhyggeligt, at det har så frit spil her i Danmark. Jeg mener, at der er hårdt brug for et forbud imod at servere halalkød i det offentlige. Derudover skal halalkød tydeligt mærkes, så vi kan fravælge det i køledisken. Det vil jeg kæmpe for, hvis jeg bliver valgt til Folketinget. Det handler om Danmark.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.