Narkosigtet havde kontanter på sig: ”Jeg har vundet i Oddset”

Østjyllandidag
Tirsdag 27. oktober 2020 kl. 18:00

Narkosigtet havde kontanter på sig: ”Jeg har vundet i Oddset”

En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest fattede mandag kl. 20.25 mistanke til en ung mand, som sad i en bil på en p-plads Jernaldervej i Brabrand. Betjentene tog derfor kontakt til bilisten, som viste sig at være en 20-årig mand. Så snart han åbnede døren, kunne patruljen lugte hash, og de besluttede sig derfor for at visitere manden. I hans lommer lå nogle tusinde kroner fordelt i små bundter af 100-kronesedler.

Da betjentene spurgte, hvor manden havde pengene fra, forklarede han, at han havde været så heldig at vinde penge i Oddset tidligere på dagen. Patruljen var dog ikke overbeviste og efter en ransagning af bilen, blev de endnu mere skeptiske, da de fandt en del salgsposer med hash og skunk.

Da betjentene mente, at pengene i lommen var indtægt fra narkohandel, blev både stoffer og penge beslaglagt, og den 20-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.



© Copyright 2021 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.